Brand i lejlighed i Lindholm Brygge i nat
Et cigaretskod førte til at en altan i Lindholm Brygge brød i brand i nat.
Beredskabscenter Aalborg måtte aftenen til onsdag rykke ud, da der forlød meldinger om en altan-brand på 4. sal i Lindholm Brygge i Nørresundby.
Beredskabet fik meldingen kort før midnat. Da de ankom til lejligheden var beboeren ikke hjemme, og de måtte derfor tvinge sig adgang til lejligheden. Brandmændende fik dog hurtigt styr på altan-branden, der snart var slukket, hvorefter de kunne forlade stedet omkring klokken 00.30.
Årsagen til branden var, at beboeren i lejligheden tidligere på dagen havde røget en cigaret på altanen og efterfølgende slukket den i en blomsterkasse.
- Den har så ligget og ulmet det meste af dagen, for beboeren var hjemme i mange timer, efter hun havde slukket cigaretten, fortæller indsatsleder Niels Elsholt.
Ingen personer kom til skade, og ingen andre lejligheder blev beskadiget ved branden.