Børnehaven tog på kunstmuseum: Fondsmidler skal gøre de mindste nordjyder dannede
Nordeafonden har oprettet en børnehavepulje, der har til formål at få børn "dannet". 50 børnehaver i Nordjylland har allerede fået del i pengene.
Ramasjang, iPad, og masser af Lego. Ja, der er masser af muligheder for at aktivere de mindste samfundsborgere, og selvom TV og andet elektronisk legetøj får skyld for mangt og meget, er det jo ikke ene skidt. Men kan det stå alene?
Svaret er nej, hvis man spørger Nordeafonden. De har stablet en børnehavepulje på benene, der skal gøre det muligt for børnehaver at søge midler til, med fondens egne ord, at hjælpe til børnenes dannelse.
Derfor var Jernbanegades Børnehus fra Hobro tirsdag taget hele vejen til Aalborg for at komme på Kunsten.
- Da vi fik tilbuddet ind ad døren, var vi allerede igang med at lave kunst med børnene udfra læringstemaet natur og kulturelle udtryksformer, så vi tænkte, at det da var nærliggende at skulle en tur herop, fortæller Helle Nielsen, der er pædagogisk leder i børnehaven.
Nordeafonden har allerede delt 250.000 kroner ud til 50 børnehaver i Nordjylland, men det er altså ikke et krav, at pengene skal gå til en tur på Kunsten.
- Dannelse er også at lære at se på malerier og lære at gå på kunstmuseum eller tage ud i Lille Vildmose Centeret og lære hvordan elgen ser ud, hvad den spiser, siger Tine Wickers, der er kommunikationschef ved Nordeafonden, der også yderligere kan klarlægge, hvad fonden håber at børnene får ud af deres økonomiske hjælp.
- Jeg håber først og fremmest, de kommer hjem med en masse ny indsigt og måske lysten til at tage deres forældre med på kunstmuseum, siger kommunikationschefen, der også var med på Kunsten tirsdag og kunne børnene suge kunst til sig.
- Det har været rigtig godt. Det har været spændende og lærerigt for os alle og børnene har været rigtig optagede af billederne, vi har været rundt og se, fortæller Helle Nielsen.