Borgmester: Der er ikke råd til alt i budgettet for Aalborg Kommune
- Der er bestemt ikke penge til alt, der har været tale om hårde pririoteringer og omtanke, siger Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet) om budgetforslaget og tilføjer, at der er sparet op til flere af de store projekter som for eksempel Plus Bus. Foto: Tommy Hald
Magistraten i Aalborg har i dag fremlagt sit forslag til kommunens budget for næste år, og der er både investeringer og besparelser i vente, hvis det vedtages.
Et af punkterne er, at der afsættes de første 30 millioner kroner af ialt 600 millioner til medfinansiering af en tredje limfjordsforbindelse.
Der bliver afsat 30 millioner hvert år de næste 20 år. Der afsættes desuden 45 mio. kr. til at udbygge Gigantium med to nye idrætshaller, ligesom Klarup skole skal udvides for 40 millioner kroner og der bygges en ny børnehave og vuggestue i Aalborgs midtby for 21 millioner kroner. Det nye udviklingsområde Stigsborg får 26 mio. kr. til etablering af Stigsparken. Ligesom der i den kommende fire-års-periode forventes investeret 510 mio. kr. i den kommende +Bus-løsning. Kommunens andel af projektet udgør 245 mio. kr.
- Der er bestemt ikke penge til alt, der har været tale om hårde pririoteringer og omtanke, siger Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet) om budgetforslaget og tilføjer, at der er sparet op til flere af de store projekter som for eksempel Plus Bus.
Aalborg Kommune skal leve op til den aftale om omstilling og effektivisering, der i 2016 blev indgået mellem Regeringen og KL - og med det formål at skabe et økonomisk råderum forud for forhandlingerne om 2019-budgettet.
Derfor har Byrådets udvalg i foråret 2018 udarbejdet et Moderniserings- og Effektiviseringskatalog med mulige driftseffektiviseringer på 1,5 procent af serviceudgifterne svarende til 130,5 mio. kr.
Kataloget er ikke fuldt indarbejdet i budgetforslaget, og en stor del af katalogets midler er benyttet inden for de enkelte udvalgsområder til at opprioritere andre serviceområder.
Budgetforslaget fastholder de nuværende skatteudskrivningsprocenter, og der er i budgetforslaget anvendt det kendte statsgaranterede udskrivningsgrundlag for indkomstskat i 2019.
Med budgetforslagets serviceudgifter på 8.862,8 mio. kr. og bruttoanlægsudgifter på 661,3 mio. kr. overholder Aalborg Kommune den aftale, der er indgået mellem Regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2019 vedrørende service og anlæg. Serviceudgifterne er 51,2 mio. kr. under kommunens beregnede serviceramme.
Budgetforslagets samlede personalemæssige konsekvenser svarer til en reduktion på ca. 29 stillinger.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Soc.Dem.) håber på, at det er et stort flertal i Aalborg Byråd, der er klar til at stemme for budgetforslaget.
- Det sjældent det sker, at få alle 31 med, men jeg håber på et bredt forlig som muligt, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Hovedpunkter fra budgetforslaget
- Stigsborg Havnefront
Udbygningen af Stigsborg går for alvor i gang i 2019. Derfor anmoder Byrådet Stigsborg Arealudviklingsselskabet om at udarbejde et beslutningsgrundlag for en mulig etablering af en cykel- og gangbro mellem Musikkens Hus og Stigsborg-området. Der afsættes 26 mio. kr. til etablering af Stigsparken i 2019 til 2021. Det planlagte skolebyggeri vil blive suppleret af en børnehave med tilhørende vuggestue med plads til ca. 120 børn i alderen 0-5 år. Desuden planlægges et nyt plejehjem med 75 pladser på Stigsborg - til erstatning for Elmely.
- Nye institutioner i centrum
Pasningsgarantien er under pres i Vesterkæret og Sønderbros skoledistrikter. Derfor afsættes der 21 mio. kr. til en ny børnehave med plads til 100 børn og en ny vuggestue til 50 børn.
- Udvidelse af Klarup Skole
Elevtallet har været stærkt stigende på Klarup Skole, og tendensen fortsætter. Derfor er der i alt afsat 40 mio. kr. til udvidelse af Klarup Skole og udvikling af læringsmiljøer.
- Voksenhandicapområdet
Der er stigende pres på voksenhandicapområdet - de seneste fem år er antallet af sager til eksempelvis bostøtte, botilbud og personlig assistance steget markant. Der er i 2019 tilført betragtelige midler til at håndtere udfordringerne.
- Cykelsti til Dall-Ferslev
Etablering af en cykelsti til Dall-Ferslev - der afsættes 7 mio. kr. i 2019.
- Ghettoplan og sikring af pasningsgaranti
Højst 30 % af børnene i en institution må komme fra Ghettoplanens udpegede boligområder. Derfor ombygges to institutioner, og der etableres en børnehave i tidligere DUS lokaler i Nørresundby. Der afsættes 22 mio. kr. Kommunen vil søge penge til det fra låne- og ansøgningspuljen, som regeringen har afsat med ghettoplanen.
- Læreraftalen
Til aftalen om arbejdstid mellem Aalborg Kommune og Aalborg Lærerforening afsættes der 2,9 mio. kr. i 2019. Derudover afsættes der 7 mio. kr. årligt fra 2020 for at øge fleksibilitet af bl.a. undervisningsforberedelse, og der lægges loft på undervisningstimetal.
- Kollektiv trafik
Busdriften tilføres 5,81 mio. kr. for at opretholde det nuværende serviceniveau og 0,59 mio. kr. til etablering af knudepunkter.
- Gigantium
Der afsættes 45 mio. kr. til at udbygge Gigantium med blandt andet to nye idrætshaller. Gigantium afholder mangeartede arrangementer, og der er behov for en udvidelse af faciliteterne.
- Vejgaard Bibliotek
Der er afsat 3 mio. kr. til ombygning af Vejgaard Bibliotek. Det skal forud afklares, om der med ekstern bygherre kan skabes et nybyggeri af et multihus, der kan rumme bibliotek, sygeplejeklinik, aktivitetscenter for ældre, seniorboliger, de Frivilliges hus og de frivillige, der allerede bruger huset.
- Myndighedsproduktion
Væksten i Aalborg betyder stor aktivitet i byggeri og et behov for planlægning. Det betyder pres på byggesagsbehandlingen og lokalplanlægningen. Der afsættes derfor ekstra 4 mio. kr. årligt.
- Binderup Å
Der skal ske en forbedring af Binderup Å, da der findes en kunstig opstemning i vandløbet, der hindrer, at fisk kan bevæge sig frit i vandløbet. Der påtænkes fjernelse af den og restaurering af vandløbsstrækningen. Der afsættes 0,3 mio. kr. i 2019.
- Ny Materielgård
Over de næste 4 år er der afsat midler til at realisere planerne om en ny Materielgård.