Borgmester ærgrer sig over højrefløjens exit ved budgetforhandlinger
Foto: Simon Læssøe / Ritzau Scanpix
Arkiv.
Borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S) ville gerne have haft Venstre og Konservative med inden over budgetforliget i Aalborg Kommune.
Aalborg Kommune har tirsdag aften indgået en aftale om næste års budget, da 22 ud af i alt 31 medlemmer af byrådet stemte for aftalen.
Det oplyser borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S) til TV2 Nord.
De partier, der har stemt for aftalen, er Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre. Til gengæld valgte Venstre og Konservative tidligere på dagen at forlade forhandlingerne.
- Jeg havde gerne set, at alle partier havde været med, men jeg oplevede det som om, at Venstre og Konservative på forhånd havde valgt ikke at indgå et forlig sammen med resten af byrådet. De kom med en række ufravigelige krav, som vi ikke kunne efterkomme, siger Thomas Kastrup-Larsen.
- Jeg sad og prøvede hele dagen på at få dem til at være med, og det var derfor, at de først valgte at forlade forhandlingerne ved fire-tiden. Jeg går meget ind for brede forlig.
Flere konsulenter i kommunens jobcenter
Mads Duedahl (V), rådmand i sundheds- og kulturforvaltningen i Aalborg Kommune fortalte tidligere på dagen tirsdag til TV2 Nord, at Venstre og Konservative gerne ville have brugt flere penge på at sørge for mere aktivering for de mange ledige i Aalborg Kommune.
Jeg mener ikke, at det giver mange resultater i sig selv, at man flytter arbejdet over i en anden forvaltning.
Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester, Aalborg Kommune.
Mads Duedahl understregede, at det især var vigtigt for de to borgerlige partier, at der blev sørget for aktivering til alle de ledige, der overgår fra dagpenge til kontanthjælp. Men ifølge rådmanden ville resten af byrådet ikke efterkomme det ønske, men i stedet bruge flere penge på konsulenter til kommunens jobcenter.
Sådan oplevede Thomas Kastrup-Larsen dog ikke kravene fra Venstre og Konservative. Han fortæller, at de to borgerlige partier var kommet med et krav om at flytte indsatsen overfor de ledige fra beskæftigelsesforvaltningen og over til borgmesterens forvaltning.
- Jeg mener dog ikke, at det giver mange resultater i sig selv, at man flytter arbejdet over i en anden forvaltning, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Afviser kritik
Mads Duedahl havde også overfor TV2 Nord kritiseret resten af byrådets plan forslag om at ansætte flere konsulenter i kommunens jobcenter, fordi han mener, at den strategi er forsøgt tidligere uden held. Heller ikke den kritik har Thomas Kastrup-Larsen meget til overs for.
- I budgetforliget har vi indgået en aftale om en meget offensiv indsats over for de mange ledige dimittender. Den indsats, vi ligger frem er ny, og vi ikke har benyttet os af den før. Så kan man ikke sige, at den ikke er ny, siger borgmesteren.
- Vi har selv i vores eget forslag lagt op til en skærpet indsats for at få flere ledige i virksomhedspraktik.