Borgere advarer hinanden på Facebook: Flere indbrud i villaområde
Stjålne byttepenge fra en bil, tyveri fra et opbevaringsrum, stjålne gasflasker og en person, der forsøger at komme ind i på en matrikel, men som bliver mødt af en låst port.
Det er nogle af de ting, som i øjeblikket gør det mindre trygt at bo på Lindskovvej og Skovbærvej i Hasseris.
Flere huse i området har nemlig oplevet, at der er uønskede gæster på deres matrikler, og det har fået beboere på de to veje til at gå til tasterne for at advare mod mulige indbrudstyve i området, der tidligere har oplevet indbrudsbølger.
Og flere af forholdene er meldt til politiet.
- Vi har ikke belæg for at sige, at der lige nu er tale om en indbrudsbølge, men som borgerne også har oplevet - og fornuftigvis advarer hinanden om i Facebookgrupper - så kan vi konstatere flere aktuelle anmeldelser om mistænkelige personer, der har bevaret sig i villa-områder, blandt andet i Hasseris. Disse oplysninger er blevet delt i politikredsen, således at patruljer og beredskab kan forskyde patruljedækningens tyngde i retning af de berørte områder, fortæller Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Generelt har tendensen på indbrudsområdet været, at indbrudskriminalitet over en længere årrække er faldet. Men derfor har det stadig en stor påvirkning på dem, det går ud over, lyder det fra politiet.
Gasflasker i høj kurs
- Vi kan, helt aktuelt, oplyse, at vi i øjeblikket oplever en del tyveri af gasflasker blandt andet i Hasserisområdet, men også i Nørresundby samt Hobro. Vi har gode spor at gå efter, men af hensynet til vores efterforskning heraf, så kan vi ikke komme nærmere ind på det, siger vicepolitiinspektøren.
Hos Nordjyllands Politi i Hobro har de fået tre anmeldelser om stjålne gasflasker mellem den 24. og den 28. juli. Alle er forsvundet fra Ranunkelvej i Hobro.
I flere nordjyske Facebook-grupper skriver folk om gasflaske-tyverier, som altså er et temmelig udbredt fænomen.
I gruppen "Hasseris Info-Tavle" skrives for eksempel om gasflaske-tyveri på Lindskovvej i Aalborg, og i gruppen "Os Der Bor I Lindholm (Nørresundby)" har andre oplevet det samme på Skolevej i Nørresundby.
- Årsagen hertil skal formentlig findes i, at det er relativt nemt at tilegne sig dem, hvis gasflaskerne eksempelvis opbevares i en have eller lignende. Vores anbefaling er, at man som borger husker – når man er færdig med grille – at låse sine gasflasker inde i eksempelvis et skur, siger Frank Olsen og fortsætter:
- Ellers anbefaler vi helt generelt, at man husker at sikre sig mod indbrud særligt her om sommeren, hvor indbrud kan stige, ligesom vi opfordrer til, at man anmelder mistænkelige forhold til os, så de kan blive registreret, og vi kan undersøge relevante forhold nærmere.
Hvis du har set eller hørt noget i de aktuelle sager, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 1-1-4.