Børns Voksenvenner i Aalborg fejrer 25 års jubilæum
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Karen Simonsen er voksenven for 7-årige Sebastian Munk. - Vi tager i Fårup Sommerland og nogle gange laver vi også pizza sammen hjemme hos hende, fortæller han.
Mange børn står på venteliste for at få sig en at lege med hos Børns Voksenvenner. De nuværende 1.500 voksenvenner dækker ikke hele behovet.
Kildeparken i Aalborg dannede i dag rammen om en jubilæumsfest, hvor børn og voksne sammen fejrede foreningens 25 års jubilæum.
- Det er en festdag, hvor vi hygger os sammen, leger og spiller en masse spil, forklarer formand for Børns Voksenvenner i Aalborg Emilie Routledge, der samtidig også gør opmærksom på, at foreningen har mange børn på venteliste:
- Jeg tror, at coronapandemien har fået folk til at blive mere hjemme og holde sig mere for sig selv. Mange er ikke rigtigt klar til at deltage i frivilligt arbejde endnu, forklarer hun, men understreger, at hun tror situationen bliver bedre.
Karen er rigtig sød. Vi laver mange ting sammen.
Sebastian Munk
Tager i Fårup Sommerland sammen
Til dagens jubilæumsfest var både børn, voksenvenner og forældre mødt op. Blandt andet Sebastian Munk på 7 år.
Hans forældre er begge bevægelseshandicappede og når man, som ham, er en knægt med et højt energiniveau, mangler der en til at deltage i en masse fysiske aktiviteter.
Derfor har han fået en voksenven, som hedder Karen:
- Karen er rigtig sød. Vi laver mange ting sammen. Vi tager i Fårup Sommerland og nogle gange laver vi også pizza sammen hjemme hos hende.
VIDEO: Se Sebastian og Karen hygge sammen:
Fortsætter så længe Sebastian vil
Karen Simonsen sætter pris på de mange oplevelser sammen med Sebastian, som hun har været voksenven for i halvandet år:
- Det giver mig en masse at være sammen med Sebastian. At se ham glad er meget livsbekræftende, fortæller hun over et spil ”stigegolf” med den syvårige spradebasse.
Karen Simonsen er en blandt 1500 frivillige i foreningen, der er repræsenteret i de fleste af landets kommuner. Hun har tænkt sig at være voksenven lige så længe Sebastian har lyst:
- Man skriver ikke under på en kontrakt på tyve år eller noget, men man er voksenven så længe begge parter har lyst og synes det giver mening. Jeg håber Sebastian og jeg kommer til at være venner i rigtigt mange år.