Børn maler ældres coronasavn: De får alle lige noget ud af det
Få befolkningsgrupper har været så isoleret som de ældre under corona. Men på Otiumgården i Aalborg fik de besøg af 0. klasse fra Stolpedalsskolen, der brugte kunst til at hjælpe de ældre med afsavn.
Børn fra Stolpedalsskolens 0. klasse besøgte deres naboer på plejehjemmet Otiumgården. Her malede de med kalk på vinduer for at glæde de ældre.
Det er nok de færreste, der ikke har lidt afsavn under coronatiden. Særligt de ældre har været meget isoleret. Men plejehjemmet Otiumgården i Aalborg fik torsdag besøg af deres naboer fra Stolpedalsskolen. Her kom en håndfuld elever fra 0. klasse, for at male de ældres afsavn under corona.
Forskellige livsverdener mødes
Projektet hedder Et Møde Gennem Glasset, og er skabt i samarbejde med Kunsten, Stolpedalsskolen og Otiumgården. De ældre har indtalt beskeder til børnene om, hvad de har savnet mest under coronatiden. Dem lytter børnen til, inden de giver sig i kast med at male de indtryk, der har fået fra de ældres beskeder på vinduerne til plejehjemmets fællesstue.
-Det er to helt forskellige livsverdener, de har. Børnene har lidt nogle afsavn, og de ældre har lidt nogle afsavn, og jeg tænker nogle gange som menneske, er det sundt nok at sætte sig ind i andre mennesker, og hvordan de har oplevet den virkelighed, vi har gennemlevet, siger Anne Bay Noer, som er formidlingsudvikler fra Kunsten, og fortsætter:
- Så måske bliver både børn og ældre klogere af det her projekt. Det håber vi i hvert fald.
Plejehjemmene har fået lov til at åbne op for gæster efter de har været under besøgsrestrektioner, siden Corona lukkede Danmark ned i starten af marts.
Grethe Feveile er beboer på Otiumgården. Hun elsker at få besøg af de små børn.
- Det giver jo meget, når man opholder sig på sådan et plejehjem. Så følger man med i hvad der sker af pudsige ting. Så det er jo sjovt. Jeg synes, det er skønt at se, hvor meget børnene går op i det.
De får alle noget ud af det
Børnene fra Stolpedalsskolen er ikke et nyt syn på otiumgården. De har både før og under corona flere gange været forbi og synge for de ældre.
- Det er bare altid en stor fornøjelse, når børn kommer, fordi de er bare så ærlige og så søde. Og de er ikke bange for at komme hen og snakke med beboerne. Der er et eller andet med ældre og børn, de kan bare et eller andet sammen, siger Bente Krogh. Hun er assisterende leder på Otiumgården. Hun mener, at arrangementet både er gavnligt for børnene og de ældre.
- De får lige meget ud af det. Vi hører jo, at børnene fortæller deres forældre, hvad de laver, når de er på besøg. Og jeg kan love, at der ikke bliver snakket om meget andet til kaffen i dag, siger hun.
Kalkmalingen kan vaskes af med vand, men indtrykket hos de ældre forlader dem ikke foreløbigt.
-Vi får mange gode oplevelser her, men det her er en af de store, siger Grethe Feveile.