Blev opereret mandag: AaB-back ude på ubestemt tid
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
AaBs Kristoffer Pallesen i kamp med Viborgs Ibrahim Said under superligakampen mellem AaB og Viborg på Aalborg Portland Park mandag den 24. oktober 2022.
Kristoffer Pallesen undergik mandag en operation.
Kristoffer Pallesens uheld i kampen mod AC Horsens søndag medførte en overrevet akillessene. Dermed er højrebacken ude på ubestemt tid.
Det skriver AaB på sin hjemmeside.
- Vi er meget kede af det på Kristoffers vegne, og vi ønsker ham alt det bedste i hans vej tilbage til fodboldbanen, hvor vi naturligvis vil gøre alt for at hjælpe ham så meget som muligt, siger cheftræner Oscar Hiljemark.
Er blevet opereret
Kristoffer Pallesen måtte i tillægstiden af søndagens kamp forlade banen i smerter, og de efterfølgende undersøgelser har vist, at hans akillessene er overrevet.
Derfor undergik Kristoffer Pallesen i går en operation.
- Jeg må indrømme, at det gør ondt både fysisk og mentalt, for det er en lang proces, jeg nu skal igennem, og jeg er meget ked af, at jeg ikke kan hjælpe holdet på banen i denne vigtige periode. Jeg vil nu gøre mit bedste for at støtte holdet mest muligt uden for banen.
Udover den kommende pokalfinale den 18. maj, kæmper Aab også for overlevelse i 3F Superligaen, og her kan hver en skade ende med at blive afgørende.
Kristoffer Pallesen har indtil videre spillet 180 kampe for AaB.