Blev mistænkt i Mia-sagen: Får håndører i erstatning
Foto: Niels Meredin
Retten i Aalborg har tilkendt manden erstatning - dog langt mindre end det, han selv mente, at han var berettiget til.
Mens mange nordjyder intenst følger ankesagen i forbindelse med drabet på Mia Skadhauge Stevn, er en anden sag gået en smule under radaren.
To mænd blev nemlig anholdt og mistænkt for drabet på den unge kvinde efter den skæbnesvangre februarnat i 2022.
Mens Thomas Thomsen tirsdag sidder i vidneskranken i Vestre Landsret, modtog den anden anholdte i Mia-sagen tirsdag klokken 12.
Han får således erstatning. Der er dog tale om et markant mindre beløb, end den tidligere sigtede i sagen havde håbet på.
Sølle 1554 kroner blev det til.
Det oplyser Retten i Aalborg til TV2 Nord kort efter klokken 12.
Uretmæssigt mistænkt
Der er tale om en dom i den erstatningssag der er rejst, fordi manden i to måneder var mistænkt for drabet.
Uretmæssigt, viste det sig.
Derfor krævede han 34.192 kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og for en mobiltelefon, han investerede i, fordi hans egen blev konfiskeret af politiet.
Det fandt retten dog altså kun delvist belæg for.
Hvad erstatningssummen dækker over, oplyser retten dog ikke.
Mobiltelefonen var nødvendig, fordi manden i kølvandet på sigtelsen fik udleveret en overfaldsalarm af Nordjyllands Politi. Det var derfor nødvendigt at investere i telefonen, så han kunne ringe til politiet, anførte hans forsvarer under et tidligere møde i retten.
Manden blev anholdt sammen med Thomas Thomsen, der senere blev idømt forvaring for voldtægtsforsøget, drabet og usømmelig omgang med Mia Skadhauge Stevns lig.
Men modsat Thomas Thomsen fandt retten ikke, at der var grundlag for at varetægtsfængsle manden i kølvandet på Mia Skadhauge Stevns forsvinden 6. februar 2022.
Han blev derfor løsladt.