Birgitte står for Nordjyllands første dansefestival: - Dans er fantastisk
Det er med at kridte danseskoene, hvis man skal være med i den nye dansefestival, der kommer til Aalborg.
Små strømpefødder glider hen over halgulvet i takt med rytmerne. Musikken banker ud af de stofbeklædte højtalere. Gymnastiklokalet er for en stund forvandlet til et dansestudie.
I gymnastiksalen på Skansevejens Skole i Nørresundby står Birgitte Bisgaard i front. Hun er fuld gang med at undervise børnene fra 2. klasse. Begejstringen for dans er ikke til at skjule.
- Man bliver så glad af at danse, siger hun.
Ny koordinator
Dagens undervisningstime er blot én af mange for Birgitte Bisgaard. Og nu kan hun tilføje endnu flere i kalenderen. For hun er blevet koordinator for en ny dansefestival på Nordkraft.
Dansefestivalen bliver kaldt 'Dansekraft'. Det er DGI, Biffen, Rytmisk Forening og mange flere kulturinstitutioner fra Nordkraft, der er gået sammen om at lave Nordjyllands første og største dansefestival.
Det er bare megafedt. Dans er fantastisk, fordi den kan udtrykke alle former for følelser
Birgitte Bisgaard
Festivalen vil foregå over fire dage og vil bestå af dans i alle former. Som publikum kan du se frem til store internationale navne, der gæster scenen i Nordkraft. Derudover vil der også blive afholdt workshops, som man kan være med i. Ifølge Birgitte Bisgaard bliver Aalborg fuld af dans.
- Der vil være dans på Nordkraft men også rundt omkring i byen, fortæller hun.
Og hvis du ikke føler, dine dansetrin sidder lige i skabet, så skal du ikke være bekymret. Dansekraft er nemlig for alle. Både dem, der ikke har danset før, men også de mere habile dansere.
- Alt fra ballet på højt niveau til crossdance er velkommen, siger Birgitte Bisgaard.
Festivalen afholdes 8-11. september på Nordkraft.