Billetkaos fortsætter - flov festival indkalder til krisemøde
Der er omkring 120 til 140 vagter på arbejde døgnet rundt gennem hele Nibe Festival.
Nibe Festivals hjemmeside er igen-igen brudt sammen.
Så er den gal igen. Nibe Festival har endnu engang lukket ned for billetsalget.
- Vi har atter problemer med hjemmesiden. Nu har vi lukket billetsalget ned og holder krisemøde med vores udbyder i morgen. Hvornår billetsalget kommer i gang igen, og om det bliver med en ny udbyder, får vi afklaring på en af de nærmeste dage, skriver Nibe Festival på Facebook.
- Vi er så flove og frustrerede over det her. Det er så beklageligt, SÅ beklageligt, skriver de videre.
Folk var ellers blevet stillet i udsigt, at de langt om længe kunne købe billet søndag klokken 19:00.
Allerede i formiddags skrev Nibe Festival entusiastisk på Facebook, at billetsalget var skudt i gang, men efter kort tid måtte salget lukke, fordi hjemmesiden ikke kunne følge med
Rift om billige billetter
Efter lukningerne af billetsalget valgte festivalen at sætte yderligere 500 billige billetter til salg. Partoutbilletter kunne købes for 1375 kroner - altså 700 kroner billigere end hvad billetterne ellers kommer til at koste ved indgangen.
Flere nåede at købe billet, før salget blev lukket, og dem der nåede at få en bekræftelse fra billetten.dk, skal ikke foretage sig yderligere. Deres billet er fortsat i hus, oplyste Nibe Festival i formiddags.
Det er som sagt endnu uvist, hvornår billetsalget atter åbnes.