Betonklods styrtet ned fra tag i chokerende hændelse på kollegie: - Man kan jo blive dræbt
Foto: Signe Gru
Her ses den nedstyrtede betonklods foran kollegiet.
Kollegiets beboere har længe været utrygge ved tagets beskaffenhed.
- Man kan jo blive dræbt.
Sådan lyder det fra Caroline Thrane, når hun kort tid efter reflekterer over, hvad hun lige har oplevet.
Inde fra sit kollegieværelse på PFA Kollegiet på Lindholm Brygge 35 i Nørresundby kunne hun lige pludselig høre et kæmpe brag kort før klokken 13 lørdag middag.
- Jeg sad på mit værelse og studerede, hvor jeg lige pludselig hørte et kæmpe brag, lyder det fra en tydeligt rystet Caroline Thrane, der ligesom mange andre studerende bor på kollegiet.
- Den ene betonklods blæste af taget og landede nede foran bygningen, lyder den vilde beretning fra hende.
Flere af de cirka 500 kilo tunge betonklodser er - ifølge Caroline - i risiko for at falde ned.
Forberedte sig på stormen - troede de
Caroline fortæller, at der fredag var en kran forbi kollegiet for at lægge betonklodser på taget, så det kunne klare den storm, weekenden skulle byde dem.
Og det var netop fordi, at der har været problemer med taget i månederne op til hændelsen lørdag.
- I august var der en storm, hvor taget blæste op. I sidste weekend var der storm igen, hvor folk fra femte etage måtte sove på hotel. De fik vand ind på dem, mens de sov, fortæller Caroline videre efter den skræmmende oplevelse.
- Det var ikke sikkert for dem.
Haft flere møder om utrygheden - intet er sket
Det er ikke sådan, at de unge mennesker bare har kigget til, mens taget på bygningen er blevet mere og mere ustabilt.
- Vi har været til kollegiebestyrelsesmøde, snakket med viceværten og haft møde med Boligstyrelsen, men der er intet repareret, siger Caroline Thrane.
- Beboere har mistet stykke af deres loft og har efterfølgende efterspurgt at flytte. Vi har påtalt det her flere gange.
Caroline fortæller desuden, at politiet kort efter var på stedet.
TV2 Nord har været i kontakt med viceværten, der fortæller, at det er A Enggaards sag på nuværende tidspunkt. Dem har TV2 Nord ikke lykkes at være i kontakt med endnu.