Betjente sprang i Limfjorden og reddede 35-årig fra druknedøden
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den 35-årige mand blev kørt på hospitalet og er uden for livsfare.
To betjente handlede hurtigt, da en 35-årig mand natten til søndag faldt i Limfjorden i Aalborg.
Politiet modtog et opkald klokken 02.34 fra en mand, der gik på Østre Havnegade. Manden havde hørt nogle råb og kunne se, at der lå en mand nede i vandet.
- Der kommer nogle patruljer frem først, og så smider man en redningskrans ned til ham. Men manden er så forkommen, at han ikke kan holde fast i den. Så er der to politifolk, der springer i og får ham reddet op, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.
Manden var ikke i stand til at tale, da han kom op, og da ingen har set ham falde i, ved politiet endnu ikke, hvorfor den 35-årige mand endte op i Limfjorden.
Ud over det sædvanlige
Da manden var kommet på land, blev han kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han i skrivende stund fortsat ligger. Nordjyllands Politi oplyser klokken 12.44, at manden er udenfor livsfare.
De to betjente, der sprang i vandet, er uskadte, men efter en tur i det kolde vand skulle de bruge lidt tid på at komme sig.
- De trængte til at få et tæppe omkring sig. Det blev hurtigt koldt. Deres muskler begyndte at krampe efter ganske kort tid på grund af det kolde vand, så de kom ind på stationen og fik varmen, og så var de klar igen efter kort tid, fortæller vagtchefen.
- Det her er rigtig flot. Jeg sgu stolt af dem. De kunne jo se, at han ikke kunne klare sig selv, så alternativet var jo at stå og se på, han druknede. Det er lidt ud over det sædvanlige, slutter Henrik Beck .