Berørt AaB-anfører efter pinligt nederlag
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anfører Rasmus Thelander måtte bide i græsset med en 2-5-nederlag til bundholdet Viborg.
Det var en tydelig berørt AaB anfører, der efter kampen talte med TV2 Nords udsendte reporter på Aalborg Portland Park efter AaB’s pinlige nederlag på 5-2 til bundholdet Viborg i Superligaen.
- Fuldstændig uacceptabelt - fremstammede Rasmus Thelander i mix-zonen under Aalborg Portland Park. Både ansigtsudtryk og de blanke øjne vidnede om en tydeligt berørt anfører. Rasmus Thelander lignede en mand, der allerhelst bare ville skynde sig hjem og skamme sig over den til tider pinlige indsats, han og hans 10 holdkammerater viste på banen mandag aften.
Der var absolut ingenting, der lykkedes for hverken anføreren eller de øvrige AaB spillere, som blev total rundbarberet for øjnene af over 7000 måbende tilskuere, der slet ikke kunne fatte, hvad de var vidner til.
Et AaB-mandskab der totalt kollapsede på hjemmebanen, som ellers har budt på fire sejre i træk. Og det var ikke kun anføreren, der havde svært ved at forklare sig til de fremmødte journalister og tv-folk.
AaBs målmand Jacob Rinne stod længe foran TV2 Nords mikrofon, før han fik sat lidt ord på den pinlige indsats. Men det blev ikke til meget, og man fik nærmest lidt medlidenhed med Rinne, der heller ikke havde en af sine bedste aftener i AaB målet.
Husker ikke AaBs mål
Man husker nærmest ikke de to mål, som det dog lykkedes at få scoret af AaB, som blev helt overskygget af et Viborg-hold, der fuldstændig indtog Aalborg Portland Park som var det deres hjemmebane, anført af den tidligere AaB-spiller Sebastian Grønning.
Grønning trådte sine første fodboldstøvler i Aalborg KFUM, men flyttede hurtigt til AaB uden den store succes. I aften havde han til gengæld succes med at vinde masser af nærkampe og hovedstødsdueller mod et tamt AaB forsvar.
Begejstret tidligere AaB-spiller
Før kampen talte TV2 Nord med Sebastian Grønning, og han udtalte, det kunne være sjovt at putte et par mål ind mod sin gamle holdkammerater. Og han har kun sig selv at takke for han ikke kom på tavlen i aften. Normalt ville en frontangriber i en sejr på 5-2 få scoret, men ikke i aften.
Sebastian Grønning havde dog flere store chancer for at få prikket bolden ind. Det var måske også heldigt for hjemmeholdet, at det ikke lykkedes, for havde Sebastian Grønning haft held med afslutningerne, havde Viborg vundet med måske 7 eller 8 - 2 i aften.
Sebastian Grønning havde til gengæld en stor andel i, at det lykkedes at få scoret fem mål, og det var da også en glad Sebastian Grønning TV2 Nord talte med efter kampen.