Bekymrede forældre frygtede skud på skole: Det viste sig at være noget helt andet
- Min datter kom hjem og sagde, at der havde været et højt bang, og der løb tre uniformerede betjente rundt på skolen, da hun tog i ungdomsklub.
Sådan lyder bare én af de beskeder, bekymrede forældre onsdag aften ved 21-tiden skrev i Skalborg Bys officielle side på Facebook.
Flere spurgte nervøst ind til, om der mon havde været skyderi på Sofiendalskolen.
- Pludselig kom en masse politi med udrykning. De havde meget travlt med at komme ind på skolen. Håber ikke der er sket noget alvorligt, skrev en anden på siden, der er forbeholdt beboerne i området.
Nogle gange passer virkeligheden ikke helt med de anmeldelser, vi får
Ole Buus, vagtchef, Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi tog da også anmeldelserne meget seriøst, da de første begyndte at ringe ind med meldingen om skud affyret på en skole, hvor flere unge går i ungdomsklub netop nu.
- Meldingen kom ind som "mand med gevær", og når vi hører om sådan noget, sadler vi op med det helt store herinde. Det er klart, fortæller vagtchef Ole Buus.
Lød voldsomt
Derfor rykkede flere betjente i højeste beredskab ud til Sofiendalskolen.
Men da ordensmagten kommer frem og får orienteret sig omkring situationen, viste "skuddene" sig at være noget ganske andet - og langt mere fredeligt.
- Det var et par unge, der stod og spillede bold op af et hegn. De står og sparker bolden op på af det, så det er det, der har lydt lidt voldsomt, forklarer vagtchefen.
Han kan derfor berolige alle de forældre i Skalborg, som måtte være bekymrede for aftenens optrin.
- Sådan er det nogle gange. Så passer virkeligheden ikke helt med de anmeldelser, vi får, siger Ole Buus.