Anne har lakrids i tankerne, når hun tager på ferie
Søndag var en god dag for lakridselskere i Aalborg.
I år er første gang, at lakrids er med på plakaten i forbindelse med Nordjysk Madfestival. Søndag var Stjernepladsen i Aalborg lavet om til en lakridsfestival.
En af dem, som var mødt op og serverede lakridser til gæsterne, var Anne Bollerslev. Hun er livslang lakridsfan, og hun anmelder lakridser på sin Instagram-profil.
- Man må gerne kalde mig lakridsnørd, siger hun med et smil.
Hent TV2 Nords nye app:
Noget for alle
Søndag er der godt gang i hendes bod, hvor der kan smages forskellige lakridser. To af de lakrids-smagende gæster er Bettina Nielsen og Thomas Larsen. De er vilde med den sorte spise.
- Det er fordi, det har sådan en lidt kraftig smag og er stærk. Vi kan sagtens have en plade chokolade til at ligge derhjemme, men hvis vi har lakrids, så bliver posen hurtig tømt, siger Bettina Nielsen.
Bettina Nielsen og Thomas Larsen har købt billet til lakridsfestivalen ligesom 215 andre. I billetten medfølger nogle forskellige smagsprøver, mens andre folk kan tilkøbe sig smagsprøverne.
- Når man kigger rundt er der fantastisk mange mennesker. Der er ikke altid så mange mennesker på Stjernepladsen en søndag formiddag, siger Lene Koldkjær Decker, der er indehaver af IsVærftet og medarrangør af lakridsfestivalen.
I løbet af Nordjysk Madfestival er der 60 forskellige madarrangementer rundt om i Aalborg. Og hos arrangøren forsøger man at nå ud til forskellige grupper.
- I madfestivalen vil vi gerne skabe så meget diversitet som muligt. Og vi vil gerne skabe noget for alle, men også noget for nørderne. Det kan være vin, kaffe eller lakrids, siger Sarah Kruse, der arrangerer Nordjysk Madfestival.
- Lidt af en sport
På lakridsfestivalen er der både smagsprøver på is, øl, chokolade og burgere med lakrids. Og Bettina Nielsen og Thomas Larsen, der ifølge dem selv spiser lakrids hver dag, så er specielt burgeren en ny lakridsoplevelse.
- Og den smagte jo meget godt, siger Thomas Larsen.
Ved boden, hvor Anne Bollerslev holder til, er der flittigt gang i forklaringer om de forskellige lakridser. Og hun bliver stadig klogere på den søde, salte og kraftige spise. Lakrids indgår nemlig på hendes ferier - både nu og fremover.
- Nu er det blevet lidt en sport at besøge steder rundet om i verdenen, hvor der er noget med lakrids. Og så kombinerer jeg det med ferie, siger Anne Bollerslev.
Nordjysk Madfestival fortsætter indtil 1. september.