Anja og Niels ønskede ikke, at folk sad alene juleaften - derfor tog de sagen i egen hånd
Foto: Privatfoto
Par teamede op med kro og gav 14 fremmede en uforglemmelig jul.
Mange er så heldige, at de kan fejre jul med deres familie og nærmeste . Visse andre må dog sidde mutters alene den 24. december.
Netop dén tanke havde kæresteparret Anja Esmarch og Niels Henrik Nielsen svært ved at forene sig med. Derfor afholdt de lørdag julefest for 14 personer, som ellers ikke havde nogen planer.
Parret stod selv i køkkenet og tilberedte den overdådige julemiddag, som indeholdt flæskesteg, and og en masse forskelligt tilbehør.
Og de har på ingen måde fortrudt, at de bød 14 mennesker velkommen.
- Det var skidehyggeligt. Det er mennesker, man ikke er vant til at være sammen med til jul, så det var spændende og nyt, siger Niels Henrik Nielsen, inden Anja følger op.
- Det gik over al forventning. Alle folk hyggede sig, og der var rigtig god stemning, siger hun.
Ingen akavet stilhed
Julefesten blev afholdt på Jernkroen i Nibe, og aftenen var gratis for alle gæsterne. Forpagterne betalte nemlig hele gildet.
- Da jeg hørte om idéen, bristede mit hjerte. Det er jo det, julen handler om - det med at give til andre, så det var vi helt med på, sagde forpagter af Jernkroen David Olsen, da TV2 Nord var forbi stedet den 23. december.
Og hvordan går det så, når man samler 14 forskellige individer fra Nibe og omegn?
- De skulle lige se hinanden an, men nogle fandt faktisk ud af, at de i forvejen godt vidste, hvem hinanden var, og stilhed var der ikke noget af, siger Anja Esmarch.
Kæresten Niels Henrik Nielsen erklærer sig enig.
- Nej, der var ingen akavet stilhed. Når man først får en sodavand, en øl eller et glas vin, så snakker man jo hurtigt sammen. Så der gik ikke et kvarter, før alle snakkede med hinanden på kryds og tværs, fortæller han.
Se billeder fra den festlige komsammen
Gæster klar til næste år
Efter maden var det tid til at 'ryste bægeret', for her stod den på pakkespil, inden forpagterne af kroen gav en 'tak-for-i-dag-øl'.
Alt i alt er Anja Esmarch ovenud tilfreds med aftenen, og meget tyder på, at gæsterne har det ligesådan.
- Der var allerede flere, som var klar til at skrive sig op til næste år, fortæller Anja Esmarch med et smil, inden hun fortæller, at det sagtens kan være, at hun gentager arrangementet til næste år.