Angrebsjuvel bliver hattrickhelt i AaB-dominans
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB-anfører var den helt store lysende stjerne søndag eftermiddag.
Sidste sæson spillede begge hold i landets næstbedste fodboldrække NordicBet Ligaen.
Begge hold rykkede op i 3F Superligaen med henholdsvis Sønderjyske på førstepladsen og AaB lige efter, og søndag eftermiddag mødtes de i en vigtig kamp om at undgå nedrykning til NordicBet Ligaen endnu engang.
Hjemme på Aalborg Portland Park måtte AaB tage favoritværdigheden på sig foran de trofaste fans, og det levede holdet til fulde op til i 3-0-sejren.
Opgøret startede meget lige med begge hold stort set lige meget på bolden, og begge hold kom også frem til lige-ved-og-næsten chancer.
De største chancer kom dog først i den sidste halvdel af første halvleg.
AaB'erne kreerede det meste, og kantspilleren Jubril Adedeji kom frem til hjemmeholdets første rigtig fine chance efter 23 minutters spil.
Hans afslutning blev dog blokeret til hjørnespark.
Englænderen fik yderligere to chancer i første halvleg, mens Kasper Davidsen vel nok havde AaB's største mulighed i første halvleg.
Gæsterne havde også deres muligheder i de første 45 minutter og især mod slutningen var Sønderjyske tæt på. AaB'erne var dog de mest nærgående, men afslutningskvaliteten manglede.
Det forblev derfor målløst, da dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjtede til pause.
Fakta: AaB - Sønderjyske
AaB - Sønderjyske 3-0 (0-0)
AaB's startopstilling: Vincent Müller, Andreas Bruus (Marc Nielsen, 84'), Kasper Jørgensen, Bjarne Pudel, Lars Kramer, Kasper Davidsen, Melker Widell (Valdemar Møller, 84'), Andres Jasson (Kelvin John, 77'), Jubril Adedeji (Mads Bomholt, 68'), Mathias Jørgensen, Oliver Ross (Nicklas Helenius, 68'.
Mål: 1-0 Mathias Jørgensen, AaB, 48'. 2-0 Mathias Jørgensen, AaB, 62'. 3-0 Mathias Jørgensen, AaB, 77'.
Gule kort, AaB: Kasper Davidsen, 8'. Bjarne Pudel, 13'.
Angrebsprofil bomber AaB til sejr
AaB kom ud til anden halvleg og var fra start dominerende på bolden.
Tre minutter inde i anden halvleg gav det belønning, da Andres Jasson fandt AaB's superfarlige angriber og anfører Mathias Jørgensen, der fik bolden inde i Sønderjyske felt og sparkede bolden ind i det korte målhjørne.
1-0-scoringen var Mathias Jørgensens fjerde mål i sæsonen.
Hjemmeholdet fortsatte dominansen med fansene i ryggen. Presset blev ved med at vælte ned mod sønderjydernes mål.
Initiativrige AaB satte det mulige dødsstød ind cirka et kvarter efter første scoring.
AaB-angriberen Oliver Ross lavede fine ting på kanten af feltet, inden han fandt Mathias Jørgensen på bagerste stolpe, der måtte bruge to forsøg, men så kunne han også kalde sig dobbelt målscorer med sæsonscoring nummer fem.
2-0 og to scoringer af Mathias Jørgensen.
Der var lang vej tilbage for Sønderjyske, men gæsterne forsøgte at lægge et pres mod AaB'ernes mål. Til nordjyske glæde lykkedes det ikke at gøre det farligt i langt de fleste situationer.
I stedet stjal to velkendte herrer i AaB-angrebet rampelyset.
Den mangeårige AaB'er Nicklas Helenius var blevet skiftet ind, og han fandt efter et par fikse træk eftermiddagens helt store stjerne Mathias Jørgensen på bagerste stolpe.
Endnu engang var anføreren sikkerheden selv, og endnu engang sparkede han bolden ind ved nærmeste stolpe med 13 minutter igen af kampen. Han kunne dermed også glæde sig over sin sjette scoring i sæsonen.
3-0 og hattrick af Mathias Jørgensen.
Solen skinnede ned på Aalborg Portland Park, og AaB'erne leverede også en strålende præstation hele anden halvleg.
AaB vandt opgøret med 3-0, og dermed har klubben 12 point efter 10 spillede kampe, og det giver en placering som nummer ni i 3F Superligaen.
Næste udfordring for AaB er Vejle ude fredag 4. oktober klokken 19.00.