Andre storbyer kigger mod Aalborg: Den eneste af sin slags i Danmark
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Statsminister Mette Frederiksen lagde vejen forbi Safe House Aalborg, da hun 16. august besøgte byen.
Oliver- og Mia-sagen ændrede Aalborgs natteliv.
- Vi nordjyder er bare bedre til at rykke sammen i bussen, når lokummet brænder.
Sådan siger Martin Bossen, der er medinitiativtager på Safe House Aalborg, der er et sted, hvor unge kan få hjælp, hvis de kommer galt afsted i byen.
Safe House Aalborg åbnede godt tre måneder efter de to tragiske sager, hvor 21-årige Oliver Ibæk Lund druknede i Limfjorden, og Mia Skadhauge Stevn blev bortført og dræbt. Begge sager skete efter en bytur i Aalborgs Jomfru Ane Gade.
- Vi var begyndt at snakke om det inden de to tragiske sager. Vi kunne se, at drukkulturen havde ændret sig, efter vi åbnede op efter corona-nedlukningerne, siger Martin Bossen og fortsætter:
- Folk havde ligesom noget, de skulle indhente; de unge var mere fulde, branderterne var større, og der blev taget en del ting, som man ikke skal tage, fortæller Martin Bossen om behovet for et safe house i den berømte festgade.
I Aalborg Safe House er der opstillet brikse, stole og sofaer, så unge kan komme ind og slappe af, hvis de har behovet. Der er også mulighed for at oplade sin mobiltelefon, hvis det skulle hænde, at telefonen er løbet tør for strøm, og du skal have ringet hjem.
Ikke første gang Aalborg stiller sig i front
Og Aalborg Safe House er faktisk det eneste af sin slags i Danmark.
- Vi har haft møder med Aarhus, Odense og København, fordi de går og snakker om at lave noget tilsvarende - de har vist kæmpe interesse for, hvad det er, vi går og laver heroppe, fortæller Martin Bossen, der som tidligere dørmand har tilbragt mange timer i Jomfru Ane Gade.
Og det er ikke første gang, at Aalborg er i front, når det kommer til unge og deres sikkerhed i nattelivet.
I 00'erne var der i Aalborg en skytsengle-ordning, hvor unge kvinder, når de fyldte 18, fik tilsendt et kort, der gjorde dem til skytsengle. Med det i hånden kunne de tage en anden ung under armen og tage vedkommende gratis med i natbussen.
Det var især for at dæmme op for, at unge mænd satte sig bag rattet og kørte i beruset tilstand hjem fra byen. Men ordningen ophørte, efter den blev kritiseret for, at man lagde ansvaret for unge mænds sikkerhed over på unge kvinder.
Nu er det Safe House Aalborg, der er 100 procent frivilligt drevet, der er med til at gøre Aalborgs natteliv lidt mere trygt at færdes i.
- Vi kan netop lave den sikre base for de unge mennesker, der har tillid til dem, der arbejder herinde. Der er meget kompetente folk til at tage hånd om de unge, siger Martin Bossen.