Anderledes oplevelse - nyt koncept på vej til nordjysk havn
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Havnen i Aalborg og Limfjordens kolde vand forbindes nok ikke ligefrem med wellness og afslapning. Men forestil dig, at du sidder i en sauna eller et hottub og kigger ud over Limfjorden, så begynder man måske at se koblingen.
Virksomheden Aalborg Heat åbner 27. marts for netop det scenarie.
På Pieren på Østre Havn lige ved Stjernepladsen og over for Aalborg Cable Park, vil der nemlig inden længe stå både hottubs, som er en slags forvoksede badekar med bobler, som nordjyderne kan leje på timebasis.
- Ideen kom under corona, da vi tog på en drengetur til København. Her prøvede vi Hottub Copenhagen, og der blev vi bare enige om, at vi skulle have noget lignende i Aalborg, fortæller Olav Jansen, der er en af erhvervsfolk bag det nye koncept og direktør i JS Stål.
Udover ham er også Nicki Larsen fra NeuroRehab og Daniel Edlefsen fra Rold Skov Adventure.
Limfjorden i fokus
Konceptet tager udgangspunkt i Limfjorden. Der bliver nemlig fire hottubs med 40 grader varmt saltvand og fire saunaer med glaspartier vendt ud mod enten Limfjorden eller ind mod kabelparken.
Derudover vil der også være en bar, et koldvandsbassin, hvis man ikke vil dyppe sig i fjorden, og så er der bad og omklædning.
- Vores målgruppe er folk mellem 25 og 75. Vi er ikke interesseret i at få unge mennesker ind, som vil drikke sig i hegnet. Det er meningen, at det skal være luksuriøst og lækkert, påpeger Olav Jansen.
I skrivende stund er man ved at gøre klar på havnen. Lige nu er der lagt gulv og sat en container.