Analyse: Flere af borgmesterkandidaterne kan ende med kæden
Politisk Analytiker Søren Wormslev har kigget nærmere på de tre nuværende borgmesterkandidater.
Søndag kom der for alvor gang i snakken om, hvem der skal være ny borgmester i Aalborg, når nuværende borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, stopper.
Nu er der nemlig officielt tre, der har meldt sig som kandidater til at blive borgmester i Aalborg kommune.
Nemlig nuværende byrådsmedlem og formand for den socialdemokratiske gruppe Lasse Frimand Jensen, socialdemokratiske folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen, Og den tredje er byrådsmedlem Lisbeth Lauritsen.
Ikke overraskende
Lasse Frimand var den første, der officielt annoncerede sit kandidatur, mens Lisbeth Lauridsen sidst på eftermiddagen søndag meldte ud, at hun også officielt er kandidat.
Netop de to kandidater er ikke overraskende ifølge TV2 Nords politiske analytiker, Søren Wormslev.
- De har vel begge to signaleret, at det kunne være interessant for dem at stille op. Lasse er gruppeformand, så det lå næsten i kortene, og Lisbeth sagde allerede før seneste valg, at hun var klar til at blive fuldtidspolitiker. Så at det er de to, der nu går ind i kampen om at overtage fra første august og resten af valgperioden i første omgang, er ikke så overraskende, konstaterer han.
Dog er der endnu en kandidat fra Aalborg Byråd, som Søren Wormslev forbinder med kandidat-kampen.
- Det eneste, vi mangler at høre, er, om rådmand Nuuradiin S. Hussein også melder sig i kampen, eller om det bliver alene mellem de to, at valget i første omgang skal stå, forklarer han.
Se hele interviewet herunder:
Overrasker ved at melde sig
Den sidste nuværende borgmester-kandidat, Flemming Møller Mortensen, har været lidt af en overraskelse for den politiske analytiker.
- Man må vel sige, det er overraskende, fordi han er forhenværende minister og sidder i folketinget og kunne formentlig blive ved med det. Men hans vælgerforening i Aalborg Centrum har tydeligvis prøvet at overtale ham til at stille op ud fra en betragtning om, at han vil kunne favne bredere, og at han vil være med til at kunne sikre, at Socialdemokratiet igen vil kunne få borgmesterposten efter et noget dårligt valg senest. Men det er selvfølgelig en overraskelse, at han angiveligt forlader landspolitik, forklarer Søren Wormslev.
Flemming Møller Mortensen er 59 år og har kommunalpolitisk erfaring fra byrådet i Skørping - senere Rebild Kommune, hvor han sad fra 2001 til 2007. Han blev valgt til folketinget i 2007. Og i 2020 blev han udnævnt til minister for udviklingsbistand og nordisk samarbejde.
Hvordan det så helt præcis kommer til at forløbe sig med at vælge en ny borgmester og spidskandidat ved det næste valg, kan ende i flere scenarier.
- Det vil være sådan, at partiets organisation allerede i den kommende uge tager fat på drøftelserne omkring, hvad man skal gøre. Det mest sandsynlige er nok, at man deler valget i to og først vælger en borgmester for de sidste to og et halvt år, der kan alene Lasse Frimand Jensen, Lisbeth Lauritsen, og hvem der ellers melder sig, som sidder i byrådsgruppen, deltage i den afsteming. Og så tror jeg, at man senere på året vil lave et valg af, hvem der skal være spidskandidat, og det kan både være den, man har valgt, eller en helt anden, forklarer Søren Wormslev