ANALYSE: EU-valg kan give ballade i blå blok i Aalborg

Søren Wormslev
Politisk analytiker, TV2 Nord

Det vil være en overraskelse, hvis Nordjylland ikke får to medlemmer af det kommende Europa-Parlament. Både Enhedslisten og Danmarksdemokraterne vandt ved søndagens valg et mandat, og begge partier har en nordjyde som spidskandidat.

Meget skal derfor gå anderledes end ventet, når de personlige stemmer i løbet af mandagen tælles op, hvis ikke Per Clausen (EL) og Kristoffer Hjort Storm (DD) pr. 15. juli kan skrive MEP på visitkortet.

De to nyvalgte parlamentarikere blev efter kommunalvalget i 2021 rådmænd i deres hjemkommune, Aalborg.

Per Clausen overlod allerede for flere måneder siden rådmandsstolen til partifællen Anna Aaen. Samtidig søgte han orlov fra hvervet som menigt byrådsmedlem for at kunne føre valgkamp. Rosalina Svane Schmidt er p.t. hans substitut.

Nu forlader Per Clausen byrådet definitivt, og hans vikar bliver fast medlem af byrådet.

Stopper Hjort Storm i byrådet?

Mindre klart - mildt sagt! - er det, hvad der sker med de politiske poster, Kristoffer Hjort Storm i dag fortsat har i dels Aalborg Byråd, dels regionsrådet.

I byrådet kan der meget vel blive ballade i den borgerlige.

Kristoffer Hjort Storm sikrede sig i 2021 Dansk Folkepartis eneste mandat i byrådet. På valgnatten indgik han en konstitueringsaftale med den røde blok, men sprang dagen efter fra den for i stedet at konstituere sig med Venstre, Konservative og Nye Borgerlige. Tilsammen havde de 12 mandater og dermed lige akkurat ret til tre rådmandsposter.

Kristoffer Hjort Storm satte sig på den ene - som chef for senior og omsorg.

Efterfølgende skiftede Kristoffer Hjort Storm til Danmarksdemokraterne, men beholdt rådmandsposten.

Han har varslet, at han foreløbig vil fortsætte som rådmand, til næste års budget er på plads til oktober. Men hvad sker der så?

Konservative er størst

Et medlem af Europa-Parlamentet må godt også sidde i et hjemligt byråd (men ikke i et nationalt parlament). Det er imidlertid svært at se, at man også skulle kunne bestride fuldtidsjobbet som rådmand.

Ifølge jurister i kommunen er det konstitueringsgruppen og ikke kun Kristoffer Hjort Storm, der afgør, hvem rådmandsposten i givet fald skal tilfalde.

Selv vil Kristoffer Hjort Storm uden tvivl pege på partifællen Peter Lindholt. Sidstnævnte kom i byrådet i 2021, valgt for Venstre, men skiftede hurtigt efter til Danmarksdemokraterne.

Alene derfor vil Venstre have det svært med at pege på ham.

Der er i Venstre-gruppen sikkert andre, der godt kunne se sig selv som rådmand for det sidste årstid af valgperioden. I mellemtiden er der imidlertid sket det, at Venstre ikke mere er konstitueringsgruppens største parti. Det skyldes dels, at et V-medlem er blevet løsgænger, dels, at Nye Borgerliges enlige medlem er skiftet til Konservative, som nu har fem medlemmer mod Venstres fire.

I så fald kunne Konservative måske gøre krav på en ledig rådmandspost. Veteranen Vibeke Gamst ville være en oplagt kandidat til den.

Bytte købmand

Venstre kunne imidlertid komme på højde med de konservative mandatmæssigt. Hvis Kristoffer Hjort Storm nemlig helt forlader byrådet, er Ole Risager hans afløser. Begge stod ved valget på Dansk Folkepartis kandidatliste i 2021, men også Ole Risager er ude af partiet.

Kunne han i forbindelse med sit comeback i byrådet melde sig ind i Venstre, hvad der angiveligt har været drøftelser om, vil partiet igen have fem byrådsmedlemmer og være lige så store som Konservative.

Udgangen kan blive, at der skal byttes købmand inden for konstitueringsgruppen. Altså byttes rundt på andre poster end rådmandsposten for at få kabalen til at gå op.

Men på bundlinjen står der, at mens det ene EP-medlem fra Aalborg forlængst har sørget for arvefølgen, er det langt fra tilfældet for den anden - og her kan afklaringen blive langvarig, uforudsigelig og dramatisk.

DF måske igen i regionsrådet

Lidt mindre kompliceret tegner situationen umiddelbart i regionsrådet, hvor Kristoffer Hjort Storm i 2021 også vandt Dansk Folkepartis ene mandat. I dag repræsenterer han også her Danmarksdemokraterne. Men hvis han forlader regionsrådet, tilfalder hans mandat Ib Madsen, der fortsat er medlem af Dansk Folkeparti.

Ib Madsen var DF’s spidskandidat i 2021 og nåede på valgnatten at forhandle sig til en del poster for at være den afgørende stemme, der sikrede et magtskifte og gav Venstres Mads Duedahl formandsposten. Da de personlige stemmer var talt op, var det imidlertid listens nr. to, Kristoffer Hjort Storm, der vandt mandatet.

Og da han siden (også) blev rådmand, forhandlede han af tidsmæssige grunde en del af posterne væk til andre i den borgerlige gruppe.

Hvis Ib Madsen nu overtager pladsen, vil det ikke alene betyde, at Dansk Folkeparti igen repræsenteres i regionsrådet. Ib Madsen vil sandsynligvis prøve at forhandle sig til nogle af de hverv, han i sin tid fik som betaling for at støtte Mads Duedahl, men som Kristoffer Hjort Storm efterfølgende frasagde sig.

Forsiden lige nu

Nordjysk læge i Gaza

gallery Nordjysk kirurg var med til at åbne felthospital i Gaza: - Mange er i en desperat situation

112 alarm politi politibil

Bil brændt af på ukendt tidspunkt - politiet efterlyser vidner

20210712-140614-5-6000x4000ma

Børn skal undersøge ulovligt salg: Flere butikker kræver nu ID, hvis du ligner en under 25 år

Ekstra fokus på kvindelig kunstner: - Det kan også godt være lidt hårdt

storm eller blæst ved Løkken. I Jammerbugten er der risiko for vindstød af stærk stormstyrke.

Voldsomt uvejr truer med ødelæggelser

Nordjysk læge i Gaza

gallery Nordjysk kirurg var med til at åbne felthospital i Gaza: - Mange er i en desperat situation

112 alarm politi politibil

Bil brændt af på ukendt tidspunkt - politiet efterlyser vidner

20210712-140614-5-6000x4000ma

Børn skal undersøge ulovligt salg: Flere butikker kræver nu ID, hvis du ligner en under 25 år

Ekstra fokus på kvindelig kunstner: - Det kan også godt være lidt hårdt

Til forsiden

Til forsiden