Analyse: En livline til AaB i vanvittigt nedrykningsdrama
Man skal passe på, når man selv har spillet i den rød-hvide trøje - godt nok for mange mange år siden - men man kunne ikke andet end føle med AaBs spillere efter kampen mod FC Midtjylland på MCH Arena fredag aften.
Hold da op de var skuffede over kun at få et point med fra Herning efter et AaB-overtag i det meste af kampen. Flere spillere stirrede lige ud i luften, og man forstår dem godt, for AaB skulle have vundet den her kamp.
Indtil 10 min før tid havde AaB fuldstændig styr på kampen. Men” typisk” for et hold i bunden så udligner FCM på et mål, der bliver rettet af og snyder Nico Mantl, som var foretrukket i målet frem for den unge Theo Sander.
Selv flere blandt hjemmepublikummet, som jeg stod lige foran, sagde efter slutfløjet: “Det var squ ikke helt retfærdigt".
Nej, det var det ikke - selv hvis man tager de bolsjestribede briller af.
Nåh … men hør her. AaB har kun sig selv at takke for, at det kun blev til det ene point. For aalborgenserne havde flere oplagte målchancer til at “ lukke kampen”. Både Nichlas Helenius og Lucas Andersen burde have scoret. Og ja, man fik et point, men det batter jo ikke ret meget i det store regnskab, der snart skal gøres op.
Jeg sagde før kampen, hvis ikke AaB får point i aften og næste fredag, når AaB skal en tur til den hurtige kunstgræsbane i Silkeborg, så er løbet kørt. I skrivende stund har AaB syv point op til Horsens, der dog har en kamp i baghånden.
Jeg vover dog pelsen og siger, at med den indstilling og den måde AaB fuldstændig satte FCM skakmat i 82 minutter - så er kampen i Herning en LIVLINE til AaB.
Den skal udnyttes, før vi giver op. Og lige apropos, igen i aften fantastisk opbakning af de trofaste fans fra Vesttribunen, der under hele kampen satte deres præg på kampen - også efter slutfløjtet, hvor fansene blev stående længe og klappede ned mod de slukørede spillere.
Søndag klokken 14 skal Lyngby og Horsens spille mod hinanden. En kamp, hvor AaB skal håbe på en Lyngby-sejr. Tager Horsens derimod tre point ligner det en noget nær umulig mission for nordjyderne at spille Superliga efter sommerferien.