Analyse: AaB snød Hobro
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Der var nordjysk lokalbrag på menuen torsdag aften, og det gik ikke stille for sig.
Der venter en lang række nordjyske lokalbrag i denne sæson i herrernes næstbedste fodboldrække, NordicBet Ligaen, hvor både Vendsyssel FF, Hobro IK og AaB er at finde.
Et af lokalopgørene løb af stablen torsdag aften, og her var dramatik og spænding til det sidste, da Hobro IK led et snævert nederlag på hjemmebane mod AaB.
TV2 Nords sportsjournalist, Mogens Jørgensen, overværede kampen, og han kunne konstatere, at én bestemt træningsøvelse gav Hobro en regulær drømmestart og en føring efter bare 15 sekunder.
Fantastisk aften i skoven i Hobro.
De over 5000 tilskuere, deriblandt 1300 fra Aalborg, fik hvad de kom efter - dramatik, masser af chancer, brændt straffespark, gule kort, og så til slut et mål i overtiden som skabte euforisk stemning på udebane afsnittet hvor de rø’e fans fra Aalborg hoppede og dansede så man var helt bange for om tribunen kunne bære.
Det gjorde den, og AaB nappede alle tre point, og som en tilskuer bag presseboksen råbte:
- Det var ikke retfærdigt.
Man har ret, hvis man tæller chancer, for her var hjemmeholdet bedst og kunne med held have ført 3-1 ved halvleg.
Onsdag overværede vi på TV2 Nord Hobros træning, og her fik vi besked på at slukke kameraet, da træningen var ved at slutte, for træner Martin Thomsen og et par spillere skulle lige afprøve noget.
Og det, de trænede ekstra på, gav bonus efter bare 15 sekunder. Så havde den indøvede træningsøvelse givet bonus, og Hobro var foran 1-0.
Samme træner, Martin Thomsen fik inden kampen stående klapsalver i VIP-loungen, da det blev bekendtgjort, at træneren har forlænget sin aftale med Hobro i yderligere to år.
Hos AaB dansede træner Oscar Hiljemark nærmest krigsdans efter sejren. Efter to uafgjorte kampe var den her sejr tiltrængt for at få lidt ro på bagsmækken. Et nyt pointtab kunne skabe panderynker og uro i Nordjyllands flagskib, som jo kun har et mål - nemlig at komme tilbage i 3F Superligaen.
Hobro gav alt og solgte sig dyrt i aftenens lokalbrag. Tak for det. Det var med til at skabe fantastisk stemning og fodboldunderholdning for os alle
Vi glæder os til næste runde.