Ambulance fanget i trafikkaos foran syghus
Den smalle gade, Reberbansgade midt i Aalborg, kan være alt for trafikeret til, ambulancer kan komme frem til Sygehus Nord, og nu skal politikere i regionen finde ud af, hvor stort problemet er, og om der skal gøres noget.
Mogens Ove Madsen er formand for Region Nordjyllands Akut- og Praksisudvalg, og han erkender, at adgangen til sygehus Nord er problematisk.
- Det er bestemt ikke det optimale. Og jeg synes, at man bare må sige, at der er så meget trængsel her i visse perioder af dagen, at det er helt umuligt for et Falck-køretøj at komme igennem, siger Mogens Ove Madsen.
Reaktionen kommer på baggrund af optagelser, som TV2 Nord har vist formanden for regionens Akut- og praksisudvalg. Optagelser som Gert Madsen har filmet med sin mobiltelefon, hvorpå man kan se, en ambulance med udrykning var fanget i trafikken i Reberbansgade i Aalborg.
- Det er altså op ad bakke for de stakkels ambulancereddere, der skal igennem her. Reberbansgade i Aalborg er en smal vej ofte med meget trafik, og det er samtidig her Sygehus Nord ligger placeret, siger Gert Madsen, som tilføjer, at han ondt af alle folk, der var involveret.
- Altså bilisterne gjorde jo, hvad de kunne på trods af, at ambulanceredderne sad og gjorde fakter til at folk skulle køre frem og tilbage, men de kunne jo ingenting gøre, fordi det var myldertrafik, lyder det fra Gert Madsen.
Lars Christensen har drevet forretning i Reberbansgade i 42 år. Ifølge ham sker det ofte, at ambulancer forsinkes her i myldretiden.
- Folk holder ikke tilbage, den der har forhindringen i sin side holder ikke tilbage, og så kører man frem. Og der er mange, der bare parkerer herude du ved, siger Lars Christensen.
Siden Gert Madsen optog videoen har han tænkt på de patienter, som de trafikale udfordringer går ud over.
- De skal jo frem ret hurtigt, når nu ambulanceredderne nu en gang har tændt udrykningen. Det er jo hele konceptet bag det. Det går jo lidt tabt herinde, synes jeg, siger han.
Formanden for regionens Akut- og praksisudvalg vil nu tage problemstillingen op på et møde på tirsdag.
- Vi må få en status på, hvor tit det er, der eventuelt er trafikale problemer her, som giver anledning til, at ambulancer ikke kan komme igennem, siger formanden for udvalget Mogens Madsen.