Alvorlig ulykke ender i retten: Offer måtte trækkes op af branddam
En af passagererne i bilen pådrog sig skader for livet efter en alvorlig bilulykke i Visborg ved Hadsund. Nu skal bilens 26-årige fører i retten, tiltalt for at have forårsaget de alvorlige skader i en brandert.
Ulykken skete ved 20.40-tiden 14. april 2023. Den nu 26-årige mand sad bag rattet i en bil, der kørte ad Visborgvej lidt uden for Visborg ved Hadsund.
Den 26-årige mistede herredømmet over bilen, som forulykkede og landede i en brandddam med omkring en meter vand – dog på hjulene, så den 26-årige og de to passagerer i bilen ikke kom under vand.
Varige mén
Mens føreren slap relativt uskadt, pådrog de to passagerer sig kvæstelser, og det fremgår nu, da sagen ender i retten, at den ene passager pådrog sig varige mén efter ulykken.
Ifølge sagens oplysninger fik han blandt andet en sammenklappet lunge, brud på brystbenet, flere ribbensbrud, brud på kravebenet, piskesmæld. Han fik desuden skader på indre organer, blandt andet milten, ligesom lægerne måtte fjerne et stykke af hans tarm under den efterfølgende operation.
Fuld og påvirket
Politiet mener, at hastigheden var mindst 81 kilometer i timen, da ulykken skete.
På stedet er hastighedsgrænsen 70, men hvad værre er, så er den 26-årige fører af bilen tiltalt for at forårsage ulykken i en brandert, idet hans promille efterfølgende blev målt til 1,26. Desuden blev der i hans blod målt et ulovligt højt indhold af THC, som er det aktive stof i cannabis.