Alt for høj stråling: Ejer af solcenter risikerer kæmpebøde
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Et solcenter i det sydøstlige Aalborg har haft for højt strålingsniveau i deres solarier. Nu risikerer ejeren en kæmpe bøde.
Et solcenter i Aalborg har haft solarier, der udsendte strålinger på op til tre gange mere end det tilladte. Nu risikerer ejeren en stor bøde.
60.000 kroner. Så stor en bøde kan en aalborgensisk kvinde, som driver et ubemandet solcenter i det sydøstlige Aalborg, risikere at skulle betale.
Baggrunden for bøden er paradoksalt nok, at solarierne i solcentret var lidt for gode. Strålingen fra ansigtssolene i centrets fire kabiner oversteg nemlig det maksimale niveau, da der i december 2020 blev foretaget kontrolmålinger.
Værst stod det til i kabine 1, hvor ansigtssolen udsendte et strålingsniveau på næsten tre gange mere end det maksimalt tilladte.
Overtrædelse af Solarieloven
Nordjyllands Politi har tidligere sendt et bødeforlæg til solarieejeren for overtrædelse af Solarieloven, men bøden er endnu ikke blevet betalt. Derfor hiver politiet nu kvinden i retten i Aalborg.
Ifølge solarieloven må strålingen af UV-A og UV-B lys ikke overstige 0,15 watt per kvadratmeter, men det gjorde ansigtssolene i centret. Værst stod det til i kabine 1, hvor ansigtssolen udsendte et strålingsniveau på 0,420 watt.
Også i de tre øvrige kabiner i centret oversteg strålingen det tilladte med værdier på henholdsvis 0,160 watt, 0,211 watt og 0,204 watt.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan kvinden forholder sig til lovovertrædelsen og bøden.