Alle vil møde Wassmo: Ordkraft sælger særbilletter til hovednavn
Foto: Nikolai Linares, Ritzau/Scanpix
Arrangørerne bag Ordkraft Festival forventer stor interesse for forfattersamtalen med norske Herbjørg Wassmo.
Interessen for at møde den kendte norske forfatter Herbjørg Wassmo på Ordkraft Festival i Aalborg er så stor, at arrangørerne har besluttet at sælge særlige billetter til mødet med hende.
Normalt er der fri adgang til alle arrangementer, når først man har købt billet til Ordkraft. Men i årets udgave af ord- og litteraturfestivalen i Nordkraft i Aalborg bliver det lidt anderledes.
Arrangørerne forventer nemlig, at forfattersamtalen med den kendte norske forfatter, Herbjørg Wassmo, som er hovednavn på Ordkraft, bliver så stort et tilløbsstykke, at man nu vil sælge særlige billetter til arrangementet.
- Da adgangen med armbånd sker efter ”først til mølle-princippet”, frygter vi, at mange vil komme til at gå forgæves til samtalen med Herbjørg Wassmo. Derfor har vi besluttet at sælge billetter specielt til dette arrangement, så vi kan styre deltagelsen og meddele, når der er ikke er plads til flere, siger Ordkrafts projektleder, Ove Hesselbjerg.
Det betyder, at man – for at være sikker på at få én af de cirka 800 pladser på Royal Stage til Wassmo-mødet – skal købe en billet til 50 kroner. Det kan man gøre ved at benytte sig af Ordkrafts forsalg, men man kan også købe billet på selve dagen - hvis der vel at mærke ikke er udsolgt.
Man kan godt nøjes med at købe en billet kun til mødet med Herbjørg Wassmo. Køber man derimod en billet og et armbånd, får man lejlighed til også at deltage i nogle af de mange andre forfattersamtaler og andre begivenheder, der er på Kulturcenter Nordkraft i Aalborg i dagene 5.-7. april, hvor Ordkraft Festival afvikles.
Arrangementet med Herbjørg Wassmo finder sted fredag 6. april. Den norske forfatter har et meget stort publikum overalt i Skandinavien, ikke mindst takket være Dina-trilogien. Wassmo fik Nordisk Råds litteraturpris i 1987 for romamen ”Hudløs Himmel”, og hun har derudover modtaget adskillige priser og udmærkelser for sit store forfatterskab.