Alle beboere evakueret: Brand i nyt byggeri i Nørresundby
Nordjyllands Beredskab blev torsdag aften kaldt til Gammel Kongevej i Nørresundby for at slukke branden. VIDEO: Per Frank Paulsen / TV2 NORD
Tekniske undersøgelser skal nu vise, hvordan branden kunne opstå. Umiddelbart er der ikke en åbenlys årsag til, hvordan flammerne kunne få fat i det nye og brandsikre byggeri.
Samtlige beboere i en etageejendom i Nørresundby måtte torsdag aften evakueres, efter der udbrød brand i en af lejlighederne.
Det var i et nyt etagebyggeri på Gammel Kongevej, at branden opstod kort efter klokken 18.
Netop fordi ejendommen var relativt ny og dermed godt brandsikret, forblev flammerne i den ene lejlighed og spredte sig dermed ikke til nabolejlighederne.
Ifølge Nordjyllands Politi er der ikke en åbenlys årsag til, at branden kunne opstå. Derfor skal tekniske undersøgelser nu vise, hvad der er sket.
Ifølge vagtchef Poul Fastergaard betragter man branden som "lettere mistænkelig", når der ikke er en klokkeklar grund til, at branden i så nyt et byggeri kunne opstå.
- Men det kan også vise sig, at der er en hel naturlig forklaring. Det skal vores tekniske undersøgelser fastslå, siger han.
Alle evakuerede beboere er nu tilbage i deres lejligheder.