All time best: Aldrig har så mange rejst fra Aalborg Lufthavn - 900 nye p-pladser på vej
Foto: Aalborg Lufthavn
Aldrig har så mange rejst fra Aalborg Lufthavn som i september måned. Succesen får lufthavnen til bygge ud.
900 nye parkeringspladser er på vej til Aalborg Lufthavn som resultat af, at mere end 160.000 passagerer i september rejste fra Aalborg med fly. Passagertallet er det største nogensinde i lufthavnen.
- Det er dejligt at sætte rekord, for det medfører også, at vi endnu engang vurderer vores kapacitet: Har vi nok siddepladser i vores lounge, har vi nok gates, p-pladser, security lanes og så videre. I første omgang har vi besluttet at gå i gang med en udvidelse af vores p-område. Vi anlægger 900 flere gratis p-pladser, der efter planen står klar til sommersæsonen 2019, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
I september 2018 rejste 165.168 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn mod 155.547 passagerer i september 2017, svarende til 9.621 flere passagerer og en fremgang på 6,2 procent, oplyser Aalborg Lufthavn.
For niende måned i træk ses der fremgang i udenrigstrafikken, i det 55.193 passagerer rejste til og fra udlandet mod 50.218 i september 2017 – en fremgang i udenrigstrafikken på 9,9 procent. Samtidig var der fremgang i antallet af charterrejsende på 7,9 procent – svarende til at 26.524 passagerer rejste på charterferie i september i år mod 24.573 i september 2017.
De tre første kvartaler af 2018 viser endvidere en fremgang på 8,7 procent i forhold til samme periode sidste år.