I 98 år har Aalborgs borgmester uafbrudt været en socialdemokrat.

De indtil nu otte socialdemokratiske Aalborg-borgmestre er blevet udpeget på vidt på forskellige måder. Men omstændighederne, som den næste socialdemokratiske frontfigur udpeges under, er historiske og aldrig set før.

Det skyldes to forhold:

For det første, at den siddende S-borgmester ikke alene meddeler, at han ikke genopstiller ved næste valg, men samtidig trækker sig helt fra byrådet midt i perioden.

Og for det andet, at en af de kandidater, der er i spil, ikke i forvejen er byrådsmedlem.

Det normale har, når man ser på de 98 års historie, været, at en afgående borgmester sad perioden ud, og at efterfølgeren blev fundet blandt byrådsgruppens medlemmer.

Nu er situationen en anden. Thomas Kastrup-Larsen har allerede afført sig borgmesterkæden, og stolen holdes helt efter bogen varm af 1. viceborgmester Helle Frederiksen.

Første folkevalgte borgmester i 1919

Hvis det tirsdag aften viser sig, at et flertal af de godt 1000 socialdemokratiske partimedlemmer i urafstemningen har sat kryds ved byrådsmedlem og gruppeformand Lasse Frimand Jensen, bliver han, formentlig inden for nogle få uger, Aalborgs niende S-borgmester og sit partis spidskandidat ved kommunalvalget i 2025.

Er det derimod folketingsmedlem og forhenværende minister Flemming Møller Mortensen, der får flest stemmer, er han spidskandidat. Men da han ikke sidder i det nuværende byråd, må S-gruppen udpege en anden til borgmester nr. ni. Flemming Møller Mortensen kan så blive Aalborgs 10. borgmester fra 2026, hvis vælgerne næste gang vil det sådan.

Drama har der denne gang været, både før borgmesteren bebudede sin afgang og under den snart afsluttede valgkamp. Men det er nu langt fra første gang, det sker i forbindelse med valg af spidskandidat hos Socialdemokratiet i Aalborg.

Aalborg havde indtil 1919 en kongeligt udnævnt borgmester, der ikke var folkevalgt. De første to folkevalgte borgmestre var henholdsvis en Venstre-mand og en radikal. Men i 1925 fik Socialdemokratiet absolut flertal, og et mangeårigt byrådsmedlem, postbud Marinus Jørgensen, overtog borgmesterposten.

Han blev den længstsiddende borgmester, Aalborg har haft, og stod ved roret, da Limfjordsbroen blev bygget i 1933 og Vesterbro ryddet for gamle huse og erstattet af nye.

Det undgik ikke den borgerlige oppositions næse, at mange af de nye bygninger var tegnet af arkitekt Carlo Odgaard - som var borgmesterens svigersøn!

Marinus Jørgensen ville være stoppet i 1941, men under indtryk af besættelsestiden lod han sig overtale til endnu en tørn.

Bøde for at modtage sæbe

Det blev på sin vis et trist endeligt. Marinus Jørgensen vedstod sig, da han fratrådte i 1945, de beslutninger, han havde måttet træffe i det ofte dilemmafyldte samspil med den tyske besættelsesmagt - men undgik ikke et retsligt efterspil for nogle af dem. Han blev dog frikendt - bortset fra i en enkelt sag, hvor han blev idømt en bøde på 6000 kroner for blandt andet at have modtaget sæbe, som kommunens pantefoged havde købt uden rationeringsmærker!

Ud af de otte socialdemokratiske borgmestre, Aalborg har haft de seneste 98 år, har to i øvrigt heddet det samme, nemlig Marius Andersen.

Den første Marius var borgmester fra 1945 til 1954 og uddannet maskinarbejder. Der var andre kandidater i spil, men partiet pegede på Marius Andersen. Heller ikke han slap for “sager”. En af dem havde stadsgartneren i fokus, og da borgmesteren flere gange havde modtaget blomster, blev også han indkaldt som vidne i retssagen.

Han var 72 år, da han i 1954 fratrådte og overlod posten til den hidtidige viceborgmester, Jens Jensen, der var mangeårig HK-formand og ligeledes mangeårigt byrådsmedlem. Han blev udpeget af partiet, og der var reelt ikke andre navne i spil.

Storkommune - og flaget på halv

Frem mod kommunalvalget i 1962, hvor Jens Jensen ville være fyldt 71, bebudede han sin afgang.

De fleste tog det for givet, at 1. viceborgmester Carlo Larsen skulle være hans arvtager, men sådan gik det ikke: Carlo Larsen fik job uden for kommunen og flyttede fra Aalborg.

I stedet kom flere andre navne i spil: Politibetjent Tage Due og den unge buskonduktør Marius Andersen blev begge nævnt. Men kompromisset blev efter en intern beslutning i partiet, at Thorvald Christensen overtog posten som 1. viceborgmester og dermed de facto borgmesterkandidat.

Thorvald Christensen var tømrer og havde mange års fagligt og politiske virke bag sig, da han i 1962 rykkede op som borgmester.

Hans navn blev landskendt, da han ved flere lejligheder lod forstå, at Aalborg ikke var nogen kulturby, og at andre opgaver hos ham havde større bevågenhed.

Samtidig var det med ham som Aalborgs førstemand, at en - i hvert fald i nabokommunerne - omstridt udvidelse af kommunen med blandt andre Nørresundby og Hasseris blev vedtaget i Folketinget. Thorvald Christensen var for. Partifællen Robert Christiansen nord for fjorden endog meget stærkt imod.

Thorvald Christensen selv genopstillede ikke ved valget i den ny storkommune. Han havde sidste arbejdsdag 31. marts 1970. Kort før fik han imidlertid en hjerneblødning og døde 1. april - hvorfor der på den ny kommunes første dag (meget passende, mente nogle i Nørresundby!) blev flaget på halv på de kommunale bygninger.

Den hidtidige 1. viceborgmester i den gamle kommune, Marius (den anden) Andersen, blev den ny storkommunes første borgmester. Der var på forhånd ingen erklæret borgmesterkandidat hos socialdemokraterne, men i den nyvalgte byrådsgruppe pegede et flertal på Marius Andersen i en kampafstemning med Robert Christiansen.

Gled i badeværelset

Marius Andersen blev en stærk og populær borgmester, men måtte efter 11 år som borgmester og som genvalgt spidskandidat ved det kommende valg i 1981 se sig vraget af sine egne på grund af den såkaldte Aalborg-skandale.

Det begyndte med en rådmand og nogle embedsmænd, der, inviteret af et firma, som arbejdede meget for kommunen, var inviteret på jagtrejser med mere.

Men da sagen rullede, viste det sig, at den samme entreprenør havde bekostet dele af et nyt badeværelse i borgmesterens hjem - og det ville selv ikke hans støtter i partiet acceptere.

En ny borgmesterkandidat måtte i hast udpeges af partiets repræsentantskab. Valget faldt, efter et kampvalg med Tage Due, på byrådsmedlem og typograf Kaj Kjær.

Kaj Kjær var - og det var formentlig blandt andet derfor, han blev valgt - på de fleste punkter Marius Andersens diametrale modsætning. Socialdemokratiet ønskede efter den pinsomme skandale en frontfigur, der var ordentlig og afdæmpet i sin fremtræden.

Marius Andersen sad - sådan er reglerne - perioden ud som borgmester. Og selv om skandalen kostede Socialdemokratiet stemmer, kunne Kaj Kjær efter valget tage over.

Marius Andersen stillede op på sin egen Aalborg-liste, blev valgt, siden idømt fængsel - og efter afsoningen atter genvalgt på sin nye liste. Han endte sine dage som genoptaget medlem af det parti, han ellers var blevet smidt ud af.

Kastrup-Larsen valgt uden modkandidat

I Marius Andersens velmagtsdage var en ung lærer, Henning G. Jensen, af borgmesteren uofficielt udset som kronprins.

Aalborg-skandalen kom imidlertid på tværs: Henning G. Jensen var i 1981 endnu for grøn til at rykke op og blev af nogle desuden set som Marius Andersens protege og derfor på dette tidspunkt uacceptabel.

Men efter 16 år som rådmand under Kaj Kjærs ledelse af kommunen kom turen i 1998 til Henning G., som han oftest blot blev tituleret. Han blev dog ikke kåret. For første gang blev alle partimedlemmer inddraget i beslutningen ved en urafstemning, hvor flere byrådsmedlemmer stillede sig til rådighed.

Henning G. Jensen fik dog i første runde to tredjedele af stemmerne og var dermed valgt.

Han var rap i replikken, kendte kommunen ind og ud og satte gang i meget i en periode, hvor Aalborgs omstilling fra industriby tog fart.

I slutningen af Henning G. Jensens 16 år som borgmester stod det temmelig klart, hvem hans efterfølger ville være. Den unge Thomas Kastrup-Larsen blev tidligt gjort til rådmand - en ny forvaltning virkede næsten skræddersyet til at give ham en læreplads.

Og da Henning G. havde varslet sit farvel til politik, var der ikke andre kandidater i spil. Thomas Kastrup-Larsen blev opstillet som spidskandidat enstemmigt ved fredsvalg af partiets repræsentantskab og siden valgt til borgmester.

Nu har han trukket stikket efter ni år. Modsat rigtig mange af hans forgængere fik han (og partiorganisationen) aldrig for alvor nomineret en kronprins eller kronprinsesse. En tumultarisk konstituering efter sidste valg - udløst af DF’eren Kristoffer Hjort Storm, der sprang fra en natlig aftale - gjorde, at man heller ikke her fik arvefølgen på plads.

At Helle Frederiksen (S) igen blev 1. viceborgmester, skyldtes ikke, at gruppens flertal gerne så hende som den næste borgmester, men var snarere udtryk for et forsøg på at få en svær kabale til at gå op. Modsat under mange foregående borgmestre er titlen som 1. viceborgmester de seneste år ikke brugt til at køre den næste generation i stilling til borgmesterposten.

Nu er det ikke desto mindre Helle Frederiksen, der er fungerende borgmester - som hun før har været det under den siddende borgmesters sygdom.

Hvem der derefter skal sidde i stolen, afgøres - måske, men også kun måske - af partimedlemmerne tirsdag aften. Formelt set er det alene spidskandidaten til 2025-valget, der stemmes om. Peger flertallet på Lasse Frimand Jensen, bliver han imidlertid også borgmester for resten af denne periode.

Hvis derimod Flemming Møller Mortensen vælges til spidskandidat, er det byrådsgruppen - en gruppe, der i dette spørgsmål har været nærmest delt på midten - som skal finde sammen om en borgmester-vikar for de næste to et halvt år.

Også andre poster i spil

Og det er ikke kun den post, det handler om.

Thomas Kastrup-Larsen blev efter sidste valg også formand for de nordjyske kommuner. Denne post skal, hvis konstitueringen i kommunekontaktrådet står ved magt, besættes af en socialdemokrat og helst en borgmester.

Dem har Nordjylland p.t. to af. Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), er stærkt involveret i Kommunernes Landsforening på nationalt plan, så pilen kan sagtens pege på Aalborgs næste borgmester.

Hvem han (eller hun) så end bliver...

Kilde: Aalborgbogen 2017, Aalborgs borgmestre 1919-1970, af Jens Topholm