Ahlmann er klar til kamp mod Randers FC
Foto: Bruno Stagsted (arkiv)
Søndag tager AaB turen til Randers, hvor sæsonens anden kamp venter. Her gør venstreforsvaren Jakob Ahlmann comeback efter en periode med skader.
AaB’s venstreforsvar Jakob Ahlmann er igen klar til kamp, når Hele Nordjyllands Hold gæster Randers søndag aften. Jakob Ahlmann har været ude siden midten af foråret med en knæskade. Tilbage i 2014 fik venstreforsvaren en korsbåndsskade, og det er den, der har drillet AaB-spilleren.
I premierekampen i Alka Superliga mødte nordjyderne AC Horsens, og kampen endte uafgjort 1-1.
- Det, vi tager med fra den første kamp, er, at vi i de største dele af kampen formåede at være meget spilstyrende, hvilket det også kommer til at dreje sig om søndag aften, hvor holdet, der har bolden, vil være mest komfortable, siger cheftræner Lars Søndergaard.
Søndagens kamp bliver sparket i gang klokken 20 på BioNutria Park i Randers. Jannik Pohl er stadigvæk ved at kæmpe sig tilbage efter at have haft kyssesyge, og Thomas Enevoldsen har problemer med den ene fod.