Advarer efter dødsulykke: Det kræver én, der ikke tænker sig om
Weekendens dødsulykke i Thisted sætter tankerne i gang i Nørresundby.
Færdes du ofte langs havnefronten i Nørresundby, så har du formentlig stiftet bekendtskab med den smalle viadukt, som Cyklistforbundet nu advarer mod.
Passagen går under kulturbroen på Nørresundby-siden, og på den vestlige side slår stien et sving kort før viadukten.
Et sving der skaber begrænset udsyn, inden trafikanterne skal forbi hinanden på den trange plads.
- Det kræver bare, at der er en enkelt på sin knallert, på sin cykel, på sin el-cykel, der ikke tænker sig om, og bare drøner igennem med høj fart, og så kommer der en igennem fra den anden side, så har vi potentielt en meget slem situation, siger Mike White, formand for Cyklistforbundet i Aalborg.
Advarslen kommer som følge af den tragiske ulykke i Thisted i weekenden, hvor en 75-årig kvinde mistede livet.
Ulla Lund bor i Nørresundby og genkender problemet, når hun går gennem viadukten med sin rollator.
- Der kommer så meget trafik, og det er både løbehjul, rollatorer og cykler, og de kommer stærkt. Jeg synes ikke, at det er godt, især ikke når man har hørt det fra Thisted.
- Når jeg kommer derhen, så skal det bare gå stærkt. Jeg holder først øje med, kommer der noget, kan jeg se noget? Og hvis ikke skal det bare gå stærkt. Godt, jeg har rollatoren, siger Ulla Lund.
Formanden for Cyklistforbundet i Aalborg har flere forslag til en løsning på problemet.
- Den kan forbedres ved enten at placere noget lysregulering eller endnu bedre, så kan man udvide passagen, foreslår Mike White, der dog ikke gør sig store forhåbninger om den sidste løsning.
- Det er helt håbløst umuligt at få Banedanmark overbevist om at få etableret en bredere passage, det tror jeg ikke kommer til at ske, påpeger Mike White.
Noget af det første der skal ses på
Selvom det ikke nødvendigvis bliver til en udvidelse af viadukten, er rådmanden for By og Land i Aalborg Kommune Jan Nymark Rose Thaysen (V) klar til at se på viadukten.
- Det er noget, jeg vil tage med min forvaltningsledelse som noget af det første, om det her er noget, som vi skal have kigget på.
- Jeg er sikker på, at der er nogle af mine folk i driftsafdelingen, som har et overblik over nogle af de her steder, som kan skabe udfordringer, lyder det fra rådmanden.
Tålmodigheden er dog ved at være brugt for Mike White.
- At få noget gjort ved denne her passage, det er næsten som at vinde 200 millioner i lotto, det er ikke nemt, slutter Mike White.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Banedanmark. De har ikke haft mulighed for at vende tilbage før deadline, men fortæller, at de tager alle de henvendelser de modtager seriøst.