Årets Nibe Festival er aflyst: - Det er en sorgens dag for os
Foto: Nibe Festival
Der bliver ingen fest i Skalskoven i år. Coronarestriktioner betyder, at festivalen for andet år i træk ikke kan gennemføres. Festivalleder Peter Møller Madsen garanterer, at festivalen bliver en realitet i 2022.
Årets Nibe Festival er aflyst.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse. Festivalleder Peter Møller Madsen uddyber beslutningen over for TV2 Nord:
- Beslutningen blev jo truffet af nogle andre end os på grund af restriktionerne, men det er selvfølgelig meget, meget frustrerende. Men det kommer ikke som en overraskelse, for vi så jo, at anbefalingerne fra ekspertgruppen pegede i retning af, at en Nibe Festival i det format, vi plejer, var mere eller mindre urealistisk. Men selvfølgelig er det en sorgens dag for hele vores branche, for det er meget indgribende det her, siger Peter Møller Madsen.
Festivallederen garanterer, at der vil blive afholdt Nibe Festival i 2022. 'Den Lille Fede', som festivalen kælent kaldes, er allerede fastlagt til dagene fra 29. juni til 2. juli 2022.
- Vaccinerne er fuldt udrullet til den tid, og de er så bredspektrede, at man vinder kampen over den her pandemi, så selvfølgelig er vi tilbage i 2022 – stærkere end nogensinde, for vi glæder os til at lave det, vi er allerbedst til – nemlig kultur for rigtig, rigtig mange tusinde mennesker, siger Peter Møller Madsen.
VIDEO: Hør hele interviewet med festivalleder Peter Møller Madsen:
Gem billetten til næste år
Festivallederen håber, at gæsterne med billet til årets festival vil overføre deres til næste år.
- Det vil få en stor betydning for festivalen. Vi skriver derfor i løbet af kort tid ud til samtlige billetkøbere med en kæmpe opfordring til at beholde billetten, siger Peter Møller Madsen.
Kunne I have nået at lave en Nibe Festival i år, hvis I havde fået lov?
- Vi ville gerne have haft den her afklaring for lang tid siden. Vi er kulturpionerer, og vi får ting til at ske, og jeg er også helt sikker på, at vores organisation havde sagt: Det her skal vi nok løse. Så havde vi fået ja til at åbne, havde det været en hård kamp, men vi var helt sikkert gået efter den.
Hvad skal der ske nu?
- Nu er vi dér, hvor vi slikker sår. Vi skal finde ud af, om vi kan lave noget i alternative formater. Det er jo langt væk fra den festival, vi kender, og restriktionerne er faktisk så restriktive, at det udfordrer de alternative formater – altså vores ’plan b’. Men vi har hele tiden sagt, at vi vil lave kultur til sommer, og det vil vi indædt fortsætte med at arbejde på.
Disse festivaler er aflyst i 2021:
- Nibe Festival
- Smukfest
- Thy Rock
- NorthSide
- Musik i Lejet
- Jelling Musikfestival
- Roskilde Festival
- Tinderbox
- Vig Festival
- Copenhell
- Herning Rocker
- Heartland
- Ringsted Festival
- Vilde Vulkaner
- Kløften Festival