Aalborgskole håber på dispensation: - Vi har styr på smitten, så vi vil gerne have eleverne tilbage i morgen
Klostermarksskolen har for tiden ingen smittede, og derfor bør skolen få lov at genåbne, lyder det mandag fra skoleleder Lars Peter Nitschke. VIDEO: Daniel Mikkelsen
Klostermarksskolen er som de øvrige skoler og uddannelsesinstitutioner i Budolfi Sogn i Aalborg ramt af nedlukning. Her håber man på myndighedernes velvilje til en snarlig genåbning.
Står det til Klostermarksskolens leder Lars Peter Nitschke, så er samtlige 568 elever tilbage i klasselokalerne allerede i morgen.
Sådan lyder det i dag til TV2 Nord, efter skolen fra mandag er tvangslukket på grund af et for højt smittetal i Budolfi Sogn, som den centrale Aalborg-skole er en del af.
- Vi vil gerne have børnene i skole så hurtigt som muligt - gerne allerede tirsdag eller onsdag. Vi håber på at få dispensation igen, for vi synes, at vi har en god sag. Vi har ingen smittede elever og har ikke haft det de seneste to uger, og vi har heller ingen smittede medarbejdere. Og de medarbejdere, der var smittet tidligere, var ikke blevet smittet her på skolen, fortæller skolelederen.
Kun 83 af de i alt 568 elever - det svarer til 16 procent - bor i det nu nedlukkede Budolfi Sogn.
Derfor håber Lars Peter Nitschke, at man kan få samme dispensation som skolens 10. klassescenter, der i sidste uge blev lukket ned sammen med resten af Vor Frelser Sogn - nabosognet.
Her fik man lov til at genåbne onsdag 26. maj - en tilladelse, der kom fra Aalborg Kommunes forvaltning og Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Det håber vi på, vi kan få lov til én gang mere, lyder det fra skolelederen.
Frygter for eksaminer
Lars Peter Nitschke er ærgerlig på elevernes vegne over, at de nu endnu engang oplever et afbræk i undervisningen.
- Rent mentalt har vi alle sammen nedtur over, at vi igen skal sendes hjem på grund af corona. Især for de ældre elever, som var lige ved at afslutte et tumultarisk 9. klassesforløb, og som snart skulle til mundtlige eksaminer. I morgen skulle vi have haft prøveeksaminer, men som det ser ud nu, ved vi ikke, om vi kan afholde dem, fortæller skolelederen.
Rent mentalt har vi alle sammen nedtur over, at vi igen skal sendes hjem på grund af corona.
Lars Peter Nitschke, skoleleder, Klostermarksskolen
- Vi håber på dispensation til at måtte gennemføre vores prøveeksaminer, men vi ved det ikke endnu. For ellers må de afvikles på anderledes vis eller i værste fald aflyses.
For Klostermarksskolens yngste elever er der etableret nødpasning. Her kan børnene møde op, hvis forældrene ikke har mulighed for anden pasning.
Mandag morgen var otte elever tilmeldt nødpasning.
- Vi vil ikke udelukke, at der kommer flere, hvis vi ikke får bevilget dispensation, lyder det fra Lars Peter Nitschke.
Sådan fungerer en sognenedlukning
De tre kriterier for nedlukning er:
• Mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
• Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
• Positivprocent på mindst 3 procent de seneste syv dage
Når et sogn nedlukkes er det alle folke- og privatskoler, klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner samt lokaler, hvor der er kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der er idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter som skal lukkes. Det gælder i øvrigt også fitnesscentre.
Kilde: Sundhedsministeriet