Aalborgs største gyser-event: Klar til at skræmme nordjyderne fra vid og sans
Et rædselshus på fem etager i Aalborg skal give publikum en gyseroplevelse, de sent vil glemme.
Maskerede mænd med motorsave i hånden og uhyggelig mennesker på gangene, kister, galger og grumme grin er blot nogle af de ting, der skal forskrække nordjyderne til Horror Night i Aalborg lørdag aften.
Makkerparret Morten Kronborg Larsen og Benjamin Wodstrup Lannerö fra Skals Production har nemlig omdannet VUC og HF i Aalborg til et rædselshus på fem etager.
- Der er jo intet så livsbekræftende som at mærke ens hjerte, der bare dunker afsted. Så føler man virkelig, at man lever, siger Benjamin Wodstrup Lannerö, der har stået for den kreative del af eventet.
Det er anden gang, de to kammerater laver et horrorhouse i Aalborg, og igen i år blev begivenheden udsolgt på få minutter. I alt er der 425 nordjyder, der har købt billet, og så er der endda 474 på venteliste.
Turen gennem uhyggen starter på fjerde etage, hvor de besøgende i hold af 25 skal løse forskellige gåder for at komme videre - og ud. Men jo længere, man kommer på rejsen, jo mere uhyggeligt bliver det, lover arrangørerne.
Undervejs vil man blive mødt af ikke mindre end 23 skræmmere, som nok skal sætte en skræk i livet på deltagerne.
- Jeg håber, der er forskellige reaktioner fra publikum. Jeg håber, der er nogen, der tænker, ’yes det var fedt’, og andre der tænker ’det er det ulækreste, jeg har prøvet’, siger Benjamin Wodstrup Lannerö.