Aalborgs skrald skal gemmes under jorden
1000 containere til 100 millioner kroner skal over de næste mange år graves ned i Aalborg og Nørresundby.
Om 5-10 år skal borgere i Aalborg og Nørresundby ikke døje med lugtende affaldcontainere i baggårde og indkørsler.
Aalborg Kommune har nemlig besluttet at bruge 100 millioner kroner på at etablere 1000 nedgravede containere, der skal gøre det nemmere og billigere at håndtere husholdningsaffald og affald, der skal genanvendes.
Den 1000 containere skal fordeles på 280 arealer og kommer til at have forskellige rum, så husholdningaffald, pap og papir, plast, metal, glas samt batterier, elpærer og minielektronik holdes adskilt.
- Det er et stort projekt, og det har fra starten været meget vigtigt for os, at den løsning vi finder, som alle parter er enige om er den mest hensigtsmæssige, så der ligger allerede et stort planlægningsarbejde og et tæt samarbejde mellem bl.a. By- og Landskabsforvaltningen og Miljø- og Energiforvaltningen. Vi kan alle se store fordele ved ordningen, fortæller Lasse P.N. Olsen (Enh.), rådmand i sidstnævnte forvaltning.
Hver container har en kapacitet på 5000 liter, og Aalborg Renovation kan derfor i fremtiden håndtere affaldet med færre kørsler. Borgere vil højst få 75 meter i gåafstand til nærmeste container.
- Samtidig giver de nedgravede containere en masse andre fordele. Udover at det medfører mindre tung trafik i midtbyen og skaber en masse plads i byens baggårde, når de nuværende containere og affaldsspande fjernes, er affaldet også sikret mod måger og rotter og det vil eksempelvis ikke længere være nødvendigt at stille affaldssække ud til vejen i de områder. Så det er på mange måder en virkelig god løsning for vores affaldshåndtering, siger Lasse P.N. Olsen.
Etableringen vil tage op mod 10 år og betyder ikke at borgernes og udlejernes renovationsgebyr stiger.