Aalborgs håndboldkvinder rykker op efter overlegen sæson
Aalborg får atter et håndboldhold i landets bedste kvinderække fra næste sæson.
Det ligger fast efter EH Aalborg fredag aften sejrede over Ejstrup/Haervejen på udebane med cifrene 23-20.
Dermed rykker Aalborg-kvinderne direkte op i landets bedste række efter en vild sæson, hvor holdet har vundet 18 ud af 19 kampe.
Faktisk resterer der stadig tre kampe i 1. Division, men EH Aalborg sejrsstime har været så overlegen, at Roskilde på andenpladsen ikke kan indhente aalborgenserne - heller ikke på papiret.
EH Aalborg har før huseret i Kvindeligaen, men rykkede i 2019/20-sæsonen ned i det næstbedste selskab.
De foregående sæsoner har oprykningen lige akkurat glippet for EH Aalborg, som i år er blevet forstærket af et par udenlandske profiler.
I dagens kamp mod Ejstrup/Haervejen lugtede det hurtigt af oprykningsfest. Aalborgenserne trak nemlig hurtigt fra hjemmeholdet, og på et tidspunkt førte EH Aalborg sågar med 10-1, inden Ejstrup/Haervejen vågnede op.
I anden halvleg mistede EH Aalborg meget tempo og spillede generelt under niveau. Alligevel var der aldrig tvivl om sejren, og der venter nu en oprykningsfest for holdet og de medrejsende aalborgensere.