Aalborgs gader og veje lægger fredag 4. juni asfalt til DM i cykelholdløb 2021
Foto: Tommy Hald
Arkivfoto
Danmarks Cykle Union afvikler 4. juni Danmarksmesterskaberne i holdløb med start fra Musikkens hus med en rute til Øster Uttrup og tilbage igen.
Fredag 4. juni bliver danmarksmesterskaberne i holdløb afviklet i Aalborg. Holdløb er en teknisk disciplin, hvor rytterne på de deltagende hold, i den grad skal samarbejde om at køre hurtigste tid. Det er således en ganske spektakulær disciplin og dermed meget publikumsvenlig.
Løbene begynder klokken 16, men de berørte veje bliver lukket allerede fra klokken 15, lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union.
I en række klasser vil dette års Danmarks mesterskab blive afviklet på en 13,7 kilometer lang rundstrækning, derskal køres flere gange. Det bliver både den danske elite og juniorklassen, der skal prøve kræfter med den teknisk krævende rute i Aalborg midtby, hvor Musikkens Hus danner rammen for start og mål.
Ruten går fra Musikkens Hus, over Nyhavnsgade, Østre Allé, Øster Uttrupvej, hen over brostenene i den lille landsby Øster Uttrup og retur mod Aalborg City ad Rørdalsvej og Nyhavnsgade.
Klaus Peter Petersen, Aalborg Cykle-Ring, som i samarbejde med Danmark Cykle Union arrangerer DM i Holdløb lover en underholdende begivenhed for cykelentusiaster.
- Vi har lagt alle kræfter i at præsentere et spændende event. DM i Holdløb er den første større idrætsbegivenhed i Aalborg efter genåbningen, og det vil foregå med de gældende Corona-restriktioner taget i ed. Vi kan præsentere en utrolig tilskuervenlig rute, hvor alle kan få mulighed for at heppe på favoritterne. Ruten er teknisk og dermed udfordrende for rytterne, så vi garanterer cykling på højt plan, siger han i pressemeddelelsen.