Aalborgs borgmester testet positiv for covid-19
En lyntest i morges viste, at Thomas Kastrup-Larsen er smittet med covid-19.
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er blevet testet positiv for covid-19.
Det bekræfter han overfor TV2 Nord.
- Jeg tog en lyntest i morges, og den viste, at jeg er smittet. Nu har jeg fået taget en PCR-test, og så må vi se, hvad den viser, siger Thomas Kastrup-Larsen, som forventer svar på testen indenfor 24 timer.
Han fortæller, at han har lettere symptomer som kriller i halsen og let feber.
Han er gået i selvisolation, men han forventer ikke, at den positive test får konsekvenser for jobbet som borgmester.
- Jeg har nogle møder, som jeg kan klare virtuelt, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Han fortæller, at der er fuld gang i smitteopsporingen, og at de nærmeste kontakter er orienteret.
Han har ikke selv noget bud på, hvor han kan være blevet smittet.
Thomas Kastrup-Larsen fortæller, at han var på Aalborg Stadion i forbindelse med AaB's kamp mod Lyngby i fredags. Om han er blevet smittet der, er uvist - men han har sandsynligvis ikke smittet andre på stadion.
- Jeg havde taget en lyntest inden kampen, og den var negativ, siger Thomas Kastrup-Larsen.