Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aalborg vil være førende: Plastikflasker for en kvart million smides på porten

Det skal være slut med plastikvandflasker i kantinen og på de kommunale mødeborde i Aalborg Kommune, for på den måde kan man årligt spare kommunekassen for en kvart million kroner - og klimaet for omkring 6000 kilo CO2. Sådan lyder det i et forslag til byrådet. Foto: Per Frank Paulsen

Det skal være slut med plastikvandflasker i kantinen og på de kommunale mødeborde i Aalborg Kommune, for på den måde kan man årligt spare kommunekassen for en kvart million kroner - og klimaet for omkring 6000 kilo CO2. Sådan lyder det i et forslag til byrådet.

Forslaget om at skrotte plastikflaskerne med vand kommer fra byrådsmedlem Lasse Frimand Jensen (S), som allerede har fået kommunens administration til at regne på såvel pengeregnskabet som klimaregnskabet.

Regnskaberne viser, at Aalborg Kommune i dag bruger 250.000 kroner om året på at købe plastikflasker med vand til brug for eksempel til møder, mens klimaregnskabet løber op i årligt et forbrug på cirka 6.000 kilo CO2 på den konto.

- Det er både af hensyn til økonomi og klima, jeg har rejst forslaget. Det handler om, at det er unødvendigt at købe vand i plastikflaske, når det vand, vi kan tappe direkte fra hanen, dels er langt billigere og dels er bedre, siger Lasse Frimand Jensen.

Aalborg Byråd tager mandag stilling til forslaget om at skrotte så godt som alle vandflasker, og bliver det vedtaget, vil Aalborg være den første kommune i landet, der gør det.

- Det er med til at understrege, at vi mener, at vi er førende grøn kommune og en kommune, der vil have grøn balance. Samtidig håber vi også, at vi kan være med til at motivere og inspirere andre kommuner til at gøre det samme, siger Lasse Frimand Jensen, som tilføjer, at Københavns Kommune har vist interesse for det nordjyske tiltag.

Også DANVA, der er en selvstændig nonproit forening for alle, der arbejder professionelt med vand og spildevand, følger nøje med i de erfaringer, der kommer fra Aalborg.

- Det er klart, der er en enorm signalværdi i det her, understreger Lasse Frimand Jensen.

Aalborg Kommune har som den første kommune i landet nu besluttet at stoppe salget af vand på flaske i kommunen. Meningen er, at de færre vandflasker i kantinerne og i mødelokalerne skal reducere CO2-aftrykket - men beslutningen får også en økonomisk gevinst, ifølge kommunen.

21 liter flaskevand om året

Tilbage i 2018 kom Socialdemokratiet med et forslag om at lægge en afgift på den vand, som danskerne køber på flaske.

I gennemsnit køber danskerne 21 liter flaskevand hver om året, og det er spild af ressourcer, når vores vand i hanerne er rent og lige til at drikke, lød det fra partiet, da man fremlagde en klimaplan.

Et forslag, der mødte kritik fra blandt andre Bryggerforeningen, der repræsenterer producenterne.

Bryggerforeningen gjorde opmærksom på, at plastflasker til vand allerede er en del af det velfungerende danske pantflaskesystem i modsætning til plastflasker til for eksempel juice og saft.

Dem vil Socialdemokratiet også lægge pant på - og det vurderede Bryggerforeningen til at være en langt bedre ide end at gå efter vandflaskerne.

- De udgør blot 1,9 procent af al plastemballage i Danmark, mens langt den største del af dansk plastemballage ikke bliver indsamlet og genanvendt, sagde Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald til TV2.

En ekspert i forbrugeradfærd tvivlede dengang også på, at en prisstigning vil bremse forbruget af drikkevand på flaske.

- Når vi står i en situation, hvor valget står mellem at tørste eller købe en vand, er vi villige til at betale ret mange penge for at undgå at tørste, siger Mia Malthesen fra firmaet Inudgeyou til TV2.

Vand i glas og dunke

Lasse Frimand Jensen er klar over, at det vil kræve en tilpasning hos i første omgang de ansatte i Aalborg Kommune, men han mener ikke, det er en umulig opgave.

- Det med at droppe plastikflaskerne med vand er noget, som kommunen har arbejdet med i nogle måneder nu, og medarbejderne er involveret i arbejdet, siger han og tilføjer, at det jo ikke er sådan, at man ikke skal drikke vand i kommunen fremover - tværtimod.

- Det handler om at ændre nogle vaner, sådan at man tapper vand fra hanen i en glaskande og i vandglas drikker vand til for eksempel møder - og man vænner sig til at tage sin drikkedunk med og fylde den op i løbet af en arbejdsdag med vand fra hanen, fortæller Lasse Frimand Jensen.

Der ud over ser han gerne, at borgerne i hele Aalborg Kommune kommer med på bølgen og i lighed med mange mindre børn snupper vandflasken med hjemmefra og tanker op i løbet af dagen med vand fra for eksempel nogle af de offentlige tappestedder, der er i Aalborg.

De eneste tidspunkter, der måtte komme vand i plastikflasker frem i Aalborg Kommune-regi, er arrangementer med ansatte og borgere ”ude af huset”, caféer på væresteder og svømmehaller som alternativ til sodavand, samt eksternt salg ved koncerter, sportsevent og lignende.

Forslaget om at skrotte vandet på flasken er på byrådsmødet mandag og forventes vedtaget således, at man fra embedsværkets side mere eller mindre med det samme kan begynde at se bort fra den type indkøb.

- Jeg har på forhånd kun hørt positive meldinger fra de øvrige politikere, så jeg forventer bestemt, det bliver vedtaget, så Aalborg Kommune bliver den første til at tage så seriøse skridt på det område, siger Lasse Frimand Jensen.

Tjek din vandkvalitet

Er du i tvivl om hvorfra du får drikkevandet, kan du måske finde vandværksnavnet på din vandregning eller prøve at ringe til din kommune for at få det oplyst.

I større byer er det ikke muligt at finde frem til et bestemt vandværk, da borgerne får vand fra mange forskellige vandværker der blandes sammen i ledningsnettet.

Tjek dit vand og dit vandværk her 

Bor du i Aalborg Kommune, kan du tjekke din vandkvalitet her 

 


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.