Aalborg Væddeløbsbane siger farvel til Danske Spil
Aalborg Væddeløbsbane har store forventninger til lovændringer, der kommer til at betyde større indtjening.
Direktør på Aalborg Væddeløbsbane regner med en øget indtjening, efter Folketinget har godkendt en liberalisering af spilleloven.
Dansk Hestesport og Aalborg Væddeløbbane tager øjeblikkelig konsekvensen af Folketingets vedtagelse af en liberalisering af spilleloven og opsiger samarbejdet med Danske Spil, der har monopol på salg af spil på hestevæddeløb.
Baggrunden er, at Aalborg Væddeløbsbane ikke får nogen provision af alle de spil, som ikke bliver købt og betalt i lugerne på selve væddeløbsbanen.
Det er altså kun selve de fysiske transkaktioner på spilsalg på travbanen, der giver kroner i kassen for Aalborg Væddeløbsbane - og ikke alle de spil, der foregår elektronisk andre steder fra på eksempelvis mobile spilletjenester eller via internet.
- Vi er trætte af, at der kan blive omsat for omkring 3,5 millioner kroner på en aftens væddeløb på banen på alle mulige platforme, og at vi kun får cirka 17.000 kroner ud af det i provision. Selvom vi rent fysisk er godt besøgt og har mange gæster til stede ved løbene, så kan vi under de gamle regler kun tjene penge på de spil, der bliver solgt i vores egne boder. Det kommer lovændringen til at ændre på, og det glæder os, siger direktør for Aalborg Væddeløbsbane Claus Hein.
Ændringen i reglerne betyder, at alle væddeløbsbaner fremover modtager provision af det totale spil på alle platforme - også de elektroniske og online, og det kommer til at betyde en markant indtægtsstigning.
- Jeg tør ikke sige hvor meget, før EU har godkendt reglerne. Men det er klart, at når vi får en provision af hele omsætningen i stedet for kun af vores eget salg, så kan vi mærke det på indtjeningen, uddyber han.
Bestyrelsesformand for Aalborg Væddeløbsbane, Henning G. Jensen, hilser opsigelsen velkommen og ser frem til, at Aalborg Væddeløbsbane nu går lysere tider i møde.
- I Aalborg har vi nogle af Danmarks bedste trænere og opdrættere, og den største bestand af travheste i Danmark, og nu er det vores tur til at høste frugterne af det store arbejde, alle har udført gennem de sidste mange år, siger han.
Lovændringen betyder også, at de skandinaviske væddeløbsbaner i endnu højere grad kommer til at arbejde sammen på tværs af grænserne i Skandinavien.
- Vi har i Aalborg alle muligheder for at blive en international væddeløbsbane, da grundlaget på næsten alle områder er til stede. Vi har lufthavnen, færgerne til Norge og Sverige og en infrastruktur, der fungerer, siger Henning G. Jensen.
Lovændringen er vedtaget i Folketingen for nyligt, men den afventer en endelig godkendelse i EU umiddelbart før eller efter sommerferien.
- Vi glæder os. Ændringerne i reglerne kommer også til at betyde ændringer på selve banerne, hvor vi nu i langt højere grad selv kan udvikle vores produkter i samarbejde med vores nordiske kollegaer. Vi tror på, at vi så at sige får hånden på kogepladen, kan reagere hurtigere og i på egen hånd udvikle sporten. Det betyder forhåbentligvis også en tilgang af nye heste og unge mennesker, der er interesseret i at dyrke hestesport, siger Claus Hein.