Aalborg Teater har programmet på plads
Foto: Pressefoto
Klassikere, komedier, familieforestilinger og meget andet er en del af Aalborg Teaters program for 2016/2017, der er blevet offentliggjort torsdag.
Torsdag har Aalborg Teater offentliggjort programmet for den kommende 2016/2017-sæson, og man kan roligt sige, at der bliver forestillinger for alle.
På teatrets Store Scene åbnes sæsonen med en ægte klassiker: Shakespeares "Hamlet".
Tragedien handler om den danske prins Hamlet, der oplever sin far kongen dø hvorefter hans mor gifter sig med den nye konge - Hamlets farbror.
Shakespeares mesterværk handler om, hvad man stiller op, når man har en stor og farlig viden, når man kender en sandhed, der kan få en hel stat til at synke i grus – en sandhed, der kan koste den, der siger den højt, livet.
Historien udspiller sig i et Danmark, der er blevet en slyngelstat med overvågning, beskidte handler og undertrykkelse.
Hamlet spilles af den unge fremadstormende skuespiller Patrick Baurichter, Dronning Gertrud spilles af Marion Reuter og Claudius af Martin Ringsmose og Ophelia spilles af Ena Spottag.
Når Hamlet er trådt af Scenen for sidste gang overtager Ronja Røverdatter - årets familieforestilling af Astrid Lindgren
2017 åbnes med klassikeren "Don Juan", der handler om den adelige forfører der er lige dele beundret og forhadt.
Sæsonen på Store Scene sluttes af med Aalborg Teaters udgave af musicalen "Hair", der har premiere 6. maj 2017.
Forestillingen bliver sat op af den russiske instruktør Victor Kramer, og selvom der er mere end et år til premieren, lover Aalborg Teater, at "Hair" bliver et teaterevent af de store.
Årets børne- og skoleforestilling er Ole Lund Kirkegaards "Gummi T"
De øvrige forestillinger på Aalborg Teater i den kommende sæson lyder:
Lille Scene:
Petra von Kants bitre tårer - premiere 3. september
Underkastelse - premiere 17. november
Drengen der ville være vægtløs - premiere 23. februar 2017
Das Ding - premiere 10. maj 2017
Mindste scene:
46 + 1 - mennesker med Downs - premiere 17. maj 2017
Gæstespil:
Vals - premiere 7. marts 2017