Aalborg Teater har fået ny direktør: Det, vil han ændre
Thomas Bjørnager, der oprindeligt er fra Lønstrup, er glad for at være tilbage i Nordjylland.
Thomas Bjørnager vil i langt højere grad prioritere forestillinger, der henvender sig til hele familien.
Det er nu mere end et år siden, at Aalborg Teater annoncerede, at de havde ansat Thomas Bjørnager som ny direktør på teateret.
Tirsdag var det hans første officielle arbejdsdag og meget tyder på, at Thomas Bjørnager kommer på arbejde lige fra det første.
Han overtager nemlig et Aalborg Teater, der endnu ikke har formået at komme tilbage til niveauet fra før coronapandemien, og hvor de seneste to årsregnskaber er præget af røde tal på bundlinjen.
- Det har været nogle svære år, men det har det jo været for hele kulturlivet, erkender den nye direktør.
Men alt det skal høre fortiden til, lyder det fra den nye direktør.
Hårdt ramt af coronapandemien
Før Coronapandemien slog Aalborg Teater en 10 år gammel rekord med godt 91.000 solgte billetter.
I sæsonen 2021/2022 der fulgte efter coronapandemien blev der solgt godt 57.000 billetter og sidste sæson næsten det samme - 58.000 billetter.
- Vi er jo stadigvæk lidt i den her post-corona verden, hvor vi ikke rigtig ved, hvad der er op og ned i forhold til, hvordan folk forbruger kultur, pointerer Thomas Bjørnager.
Thomas Bjørnager mener ganske enkelt, at forbrugernes adfærd har ændret sig siden coronapandemien.
- Vi er altid i konkurrence med badmintonklubber og byture med venner. Folk er blevet meget gode til at vælge, hvad det er, de vil, og hvis vi skal vælges, så skal vi være relevante, siger Thomas Bjørnager.
Derfor vil han arbejde for i højere grad at tilpasse teateret til forbrugerne.
I den forbindelse er der især to nøgleord, han vil fokusere på i fremtiden for Aalborg Teater. Nemlig genkendelse og relevans.
- Det skal være sådan, at hvis du som et voksent menneske organiserer en barnepige og finder en parkeringsplads og ordner alt det praktiske, som skal til, for at du får kvalitetstid sammen med din partner, så skal det føles relevant. Du skal ikke føle, at du sidder og spilder din tid, og du skal ikke føle, at du er til eksamen, konstater direktøren.
Se hele inslaget herunder:
Mere til børnefamilierne
Når Thomas Bjørnager også slår på, at forestillingerne skal være forbundet med genkendelighed, så er det især børnefamilier, han har i tankerne.
- Efter corona synes jeg, det er er blevet tydeligt, at folk prioriterer oplevelser med børnene. Måske fordi man tænker mere over økonomien, men når vi ser, at folk prioriterer på den måde, så bliver vi også nødt til at tilrettelægge efter det, fastslår Thomas Bjørnager.
I fremtiden skal der derfor spilles flere forestillinger for hele familien.
- Både familier med små børn og store børn. De skal mærke, at teatret også er relevant for dem, siger den nye direktør.
Allerede om en måned har Aalborg Teater premiere på sæsonens første forestilling, nemlig Astrid Lindgrens Mio Min Mio.