Aalborg tager første stik i bronzekamp
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Patrick Wiesmach blev topscorer i Aalborg Håndbolds første bronzekamp. Arkiv.
Aalborg besejrede GOG 26-25 i den første bronzekamp, selvom de var bagud de første 57 minutter af kampen.
En håndboldkamp er først færdig efter 60 minutter.
Det beviste Aalborg hertil aften, hvor de satte kursen mod bronzen efter en sejr på 26-25 over GOG i første bronzekamp.
Aalborg var nemlig bagud det meste af opgøret og førte første gang efter 57 minutter. Alligevel endte nordjyderne med at vinde med mindst mulige margin.
Det var ellers GOG, der kom klart bedst ud af starthullerne, og de gulblusede bragte sig hurtigt foran 4-0.
Generelt havde nordjyderne svært ved at score fra opgørets start, og de var derfor bagud 8-3 efter et kvarter.
Og det blev endnu værre for nordjyderne, da Lasse Kronborg efter 25 minutter nettede til 12-6. Aalborg fik dog spist noget af forspringet frem mod pausen og kunne gå i omklædningsrummet bagud 14-10.
Efter pausen var nordjyderne bedre med, og især kroaten Lovro Jotic hev storspillet frem. Med sin fjerde scoring i anden halvleg sørgede Jotic for at bringe balance i regnskabet, da han scorede til 17-17 efter 40 minutter.
GOG trak dog endnu en gang fra, og landsholdsbacken Nicklas Kirkeløkke nettede til 21-18. De gulblusede kunne dog ikke hægte Aalborg helt af, og det blev kampafgørende i de døende minutter.
Her scorede Aalborg nemlig til 25-24 med tre minutter igen, og dermed var de i front for første gang i kampen. To minutter efter afgjorde Tobias Ellebæk opgøret, da han smed bolden i kassen til 26-24.
GOG reducerede i sidste sekund til 26-25, men måtte altså se en flok glade Aalborg-spillere tage sejren i den første bronzekamp.
Returopgøret spilles mandag den 28. maj i Jutlander Bank Arena. Her skal GOG vinde kampen, hvis de fortsat skal være med i kampen om bronzemedaljen.
Kampen i tal:
GOG-Aalborg 25-26 (14-10).
GOG: Niclas Kirkeløkke 4, Lasse Kjær Møller 4, Henrik Jakobsen 3, Magnus Jøndal 3, Mark Strandgaard 3, Torsten Laen 2, Frederik Clausen 2, Jon Andersen 1, Lasse Kronborg 1, Gøran Søgard Johannessen 1, Frank Mikkelsen 1.
Aalborg: Patrick Wiesmach 6, Lovro Jotic 4, Buster Juul 4, Martin Larsen 3, Tobias Ellebæk 3, René Antonsen 3, Simon Hald Jensen 2, Sebastian Barthold 1.