Aalborg satser på computerspil
Aalborg Kommune satser stort på computerspilsbranchen. Det er et område med stort vækstpotentiale og mange talenter. Et nyt spil udgivet af en Aalborgvirksomhed har netop set dagens lys, og det kan have potentiale til at blande sig med de helt store titler.
Computerspilsbranchen har stort potentiale, mener Aalborg Kommune. Den spirende spilindustri er i fokus og det er der netop kommet et nyt bud på en spilsucces ud af.
Den kvindelige hovedperson Shelly "Bombshell" Harrison er på en mission på flere fremmede planeter for at redde landets præsident tilbage til jorden. Det er i korte træk plottet i det nye computerspil "Bombshell", som udkom fredag aften. Det er udviklet af Interceptor Entertainment, som har hjemme i Aalborg, og direktøren glæder sig over, at udgivelsen endelig er en realitet.
- Det er en stor forløsning. Vi har knoklet med det her i to et halvt år, og det har kostet blod, sved og tårer, siger direktør for Interceptor Entertainment, Frederik Schreiber.
Spillet beskrives som den største danske produktion siden kæmpesuccesen Hitman, og Frederik Schreiber håber, at hans udgivelse også har potentiale for at slå igennem internationalt.
- Jeg mener, det har potentiale til at blive et brand. Jeg synes, vi har lavet et godt produkt, og vi har helt bevidst valgt at lave en karakter,som vi mener kan måle sig med Duke Nukem, Lara Croft og de andre store karakterer i spilverdenen, siger han.
Aalborg er ikke helt grøn, når det kommer til spilsucceser. Det populære Subway Surfers til mobil og tablet er udviklet i netop Aalborg, og er blevet det mest downloadede spil i verden. Og det er ikke tilfældigt, at der udgår spilsuceser fra den nordjyske hovedstad.
Aalborg Kommune har stor fokus på computerspilsbranchen, og med initiativer lige fra undervisning til folkeskolen til iværksætterprogrammer for spiludviklere, er det lykkedes at skabe et miljø, der er lige så spirende og sucesfuldt som det københavnske spiludviklingsmiljø.
Spilindustrien har langt overhalet filmindustrien på verdensplan, og derfor et det et vækstområde, der er meget interessant
- Spilindustrien har langt overhalet filmindustrien på verdensplan, og derfor et det et vækstområde, der er meget interessant, også i Aalborg Kommune, forklarer projketleder ved Business Aalborg, Dolan Sund Nielsen.
Aalborg har allerede været vært for en større spiludviklingskonference, og til august går det igen løs, når konference og festival kombineres på Game Scope, hvor både spilbranchen og helt almindelige borgere kan mødes om computerspil, udveksle erfaringer og blive meget klogere på branchen.
Om Bombshell får den store internationale suces, udviklerne håber, må tiden vise. Men hvis det lykkes er det lidt af en økonomisk bedrift. Det har nemlig kun kostet 10 millioner kroner at udvikle spillet, og selv om det lyder meget, er det kun en brøkdel af de amerikanske budgetter, der kan lyde på alt fra 50 til 500 millioner for at udvikle, producere og promovere et enkelt spil.