Aalborg-sag havner på Indenrigsministerens bord
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) få nu en række spørgsmål fra Anne Honoré Østergaard (V).
Nordjysk folketingsmedlem vil have undersøgt, om det sejler med journalisering og notater i andre kommuner, efter at sagen om udbygningsaftaler har afsløret kritisable forhold i Aalborg.
Skandale-sagen om udbygningsaftaler i Aalborg Kommune havner nu på indenrigsminister Kaare Dybvads bord.
Det er Venstres nordjyske folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard, der vil have ministeren til at undersøge, om det sejler lige så meget i andre kommuner, som det har gjort i årevis i By- og landskabsforvaltningen i Aalborg.
- Vi skal have undersøgt, om der er et landsdækkende problem, for når man i så stor en forvaltning og så stor en kommune ikke har styr på journalisering og notatpligten, hvad så med resten af landet? Og hvad med de små kommuner, siger Anne Honoré Østergaard, som nu sender en række spørgsmål til indenrigsminister Kaare Dybvad for at få undersøgt tingenes tilstand landet over.
Store mangler i Aalborg-sager
Baggrunden for spørgsmålene er, at skarp kritik af manglende notater og journalisering udgør en væsentlig del af kritikken i den uafhængige advokatundersøgelse af sagen, som advokatfirmaet Horten lagde frem for byrådet i Aalborg torsdag 9. december.
De manglende notater og den manglende journalisering har stået på i årevis, og det er med til at vanskeliggøre opklaringen af, hvad der er sket og ikke sket i de enkelte sager gennem årene, nu hvor kritikken hagler ned over kommunen, og der er behov for at få sagerne undersøgt til bunds.
- Hvordan bliver der ført intern kontrol i kommunerne i forhold til det her? Vi bliver simpelthen nødt til at have en gennemsigtighed i, hvad der sker i sagerne i kommunerne rundt omkring, siger Anne Honoré Østergaard.
Hun tilføjer, at der i sagerne fra Aalborg direkte har været korrespondance, der er helt forsvundet.
Mails var pist væk
- Der var mails, der direkte var blevet slettet. Det er da et problem. Vi skal kunne følge de her sager og se, hvad der er op og ned, siger Anne Honoré Østergaard.
Hun håber, at ministeren med sine svar vil kunne give en forsikring om, at der er styr på tingene i kommunerne, eller vil komme med sit bud på, hvordan der kommer styr på tingene.
- Skal vi have kontrol i kommunerne, eller hvordan mener han, at det skal gøres. Et eller andet ser der ud til at være behov for. Jeg havde fornemmelse af, at der var en del kontrol i forvejen, siger Anne Honoré Østergaard og fortsætter:
- Men når man kan se i den her sag fra Aalborg, at der gennem så mange år ikke er blevet journaliseret, lavet notater, og at der er blevet slettet mails, så er der jo et reelt problem.
Syv spørgsmål til ministeren
Anne Honoré Østergaard, V, sender følgende syv spørgsmål til Indenrigsminister Kaare Dybvad. Der er tale om såkaldte §20 spørgsmål, hvor svarfristen for ministeren som udgangspunkt er én uge:
- Hvad mener ministeren om, at Horten, i Advokatundersøgelsen for Aalborg kommune, konkluderer, at der i forvaltningen har været en opfattelse af, grundejere/projektudviklere opnåede urimeligt store økonomiske fordele som følge af de muligheder, nye lokalplaner medførte, og at kommunen burde have en andel af sådanne provenuer?
- Hvad mener ministeren om, at Horten, i Advokatundersøgelsen for Aalborg kommune, konkluderer, at der i Aalborg kommunes forvaltning ikke har været en tilstrækkelig opmærksomhed på kravene i planlovens § 21b, herunder kravet om, at opfordringen til udbygningsaftaler skal komme fra grundejer?
- Hvad mener ministeren om, at Horten, i Advokatundersøgelsen for Aalborg kommune, konkluderer, at kommunens praksis har kunne danne grundlag for, at initiativet til udbygningsaftaler er udgået fra kommunen, at initiativer har været båret af økonomiske incitamenter og at grundejer/projektudvikler i processen har kunnet opleve et pres for at acceptere en udbygningsaftale?
- Hvad mener ministeren om, at Horten, i Advokatundersøgelsen for Aalborg kommune, konkluderer, at graden af skriftlighed i Aalborg Kommunes sagsbehandling ofte er lav og ikke lever op til de forvaltningsmæssige krav?
- Hvad mener ministeren om, at Horten, i Advokatundersøgelsen for Aalborg kommune, konkluderer, at Aalborg kommune i høj grad ikke har journaliseret efter reglerne?
- Mener ministeren, at Advokatundersøgelsen for Aalborg kommune, som i høj grad viser store mangler på skriftlighed og journalisering i forvaltningen, giver anledning til at undersøge praksisser i andre kommuner?
- Mener ministeren, at Advokatundersøgelsen for Aalborg kommune, som i høj grad viser store mangler på skriftlighed og journalisering i forvaltningen, giver anledning til at styrke kontrollen med forvaltningen?
Se interview med Anne Honoré Østergaard her: