Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aalborg-restauranter om Wolts løsning: - Det er dødsstødet

- Vi har ikke en tryllestav til at løse det. Sådan lyder det blandt andet fra Wolts kommunikationsmanager.

Den sidste uge har udbringsningstjenesten Wolt været i massiv modvind fra mere end 30 af de restauranter og takeawaysteder i Aalborg, de samarbejder med. Men nu boykotter de Wolt til ubestemt tid.

Konflikten skyldes den høje procentsats, op mod 33 procent, som Wolt kræver for deres service, men som spisesteder er ”ved at brække nakken over”. Det oplyser Ann-Britt Pedersen, indehaver af Casa Pazza og talsperson for byens utilfredse spisesteder. 

Det er fremlagt som et ultimatum

Kommunikationsmanager, Wolt

På mandag er der indkaldt til et hastemøde, der skal afgøre, om de og Wolt kan nå til enighed, men allerede nu har parterne løftet sløret for, hvad de hver især forventer af hinanden.

- Vi vil gerne have et udkast til en løsning, som er en lavere procentsats på 18 eller 20 procent for en periode, så vi kan hjælpe hinanden. Det er den eneste løsning, siger Ann-Britt Pedersen fra Casa Pazza.

Men at sænke procentdelen er ikke det oplagte forslag fra Wolt. Det oplyser Mikkel Tofte Jørgensen, kommunikationsmanager hos Wolt, til TV2 Nord.

- At sænke gebyret er ikke det første løsningsforslag. Vi er ligesom alle andre ramt af de galoperende prisstigninger, men vi har en række løsningforslag, der kan styrke deres omsætning. Det siger Mikkel Tofte Jørgensen velvidende, at det ikke er ønskescenariet for de oprørende spisesteder.

Så dør vi

Restauratør

- Det er fremlagt som et ultimatum, så der er ikke lagt op til andre løsninger end, at vi skal sænke gebyret.

Ikke desto mindre er han optimistisk i forhold til mandagens møde.

- Vi tror, at når restauranterne har lyttet til vores forslag, kommer der en større forståelse for, at Wolt kan være en hjælper, men ikke er den eneste redningskrans. For der er så mange udefrakomne faktorer, som vi ikke er herrer over, siger han og tilføjer:

- Det er en problemstilling, som vi ikke har en tryllestav til at løse.

Restauranter i boykot

Casa Pazza

Chickies

Bagel Caféen

Penny Lane Cafe

Caspars

Catch Sushi

Sara’ pizza

Falafel House

OnTheDot

Suzumi

Flamestone

Nunu kebab

Vestbyens pizza

Which sandwich

WeFeat

Boba Drop

Grill Bazaren

Net-Bazar

Pizza Bianka

Candylicious

Panda Sushi

HD Slagter

Bønkels

Lifli sushi

Wok This Way

Bridge Fried Chicken

Burger Beast

The Pita House (Aalborg)

Kastet Grill & Burger

Istanbul Kebab

... og flere til, der ikke har ønsket at være offentlige omkring det.

Kilde: Ann-Britt Pedersen, indehaver af Casa Pazza og talsperson for bevægelsen

Løsning eller død

Ikke desto mindre er Mikkel Tofte Jørgensen og resten af Wolt-teamet er nået frem til en række løsningsforslag.

- Vi har introduceret vores abonnementsaftale. Vi forsøger at flytte et større fokus på restauranterne, så de kan få flere ordrer og på flere tidspunkter. Vi har udvidet vores åbningstider. Det er en måde at fordele ordrerne ud over dagen, siger han og tilføjer:

- Det gør måske ikke den store forskel for en restaurant, der åbner klokken 11, men det skal ses som en helhedsindsats.

Men netop den nye abonnementsløsning, kan blive enden for flere spisesteder i Aalborg.

- Vi skal betale 3 procent ekstra ved et Wolt plus abonnement. Det er dødsstødet for restauranterne. Så dør vi, siger Ann-Britt Pedersen, der får 90 procent af sine bestillinger i Casa Pazza gennem Wolt.

Hun er derfor tydeligt berørt af situationen.

- Wolt brændte os af

Hvordan det kunne komme så vidt, er der forskellige forklaringer på.

- Vi har haft en løbende kontakt med de involverede spisesteder, men vi er ikke blevet bekendt med deres ultimatum, før det blev fremstillet i medierne tidligere på ugen, siger Mikkel Tofte Jørgensen, kommunikationsmanager i Wolt, og tilføjer:

- Siden da har vi været i kontakt med talspersonen. Vi har forsøgt at reagere rimelig hurtigt ved at melde ud torsdag formiddag med en invitation til mandagens møde.

Spørger man Ann-Britt Pedersen, er realiteterne dog en anden.

- Vi har snakket med en salgsmanager i Wolt i starten af ugen og blev enige om at holde et møde torsdag. Der sad vi 17 restauranter og ventede, da Wolt pludselig aflyste det uden begrundelse, siger hun.

Det skete efter, flere af restauratørerne måtte finde afløsere til at få deres vagter besat i de forskellige butikker.

Sværget at tie

Selvom meget står på spil, er forventningerne til mødet dog ikke så store.

- De ser vel mulighed for at samle os på mandag og vise et eller andet slideshow. Stop jer selv.

- Vi har åbenlyst sagt, at vi er ved at knække nakken, og hvis de ikke hjælper, så lukker vi ned, siger Ann-Britt Pedersen og fortsætter:

- Men de siger, der ikke er noget at gøre. Vi skal forestille at være samarbejdspartner, men jeg kan ikke betale mine regninger og ansatte. For en periode kunne de sænke procenterne, så det kunne lade sig gøre, siger Ann-Britt Pedersen, der lige nu betaler 27 procent i gebyr. 

En procentdel hun for nylig forhandlede sig frem til, fra før at have været 28 procent, mod at hæve samtlige af sine priser med 4 kroner.

Stop jer selv

Restauratør

Men alle byens spisesteder betaler ikke det samme i gebyr, da det svinger fra 22 til 33 procent. En viden, som Ann-Britt Pedersen og byens andre spisesteder ellers ikke skulle komme i besiddelse af.

- Vi har fået at vide, at vi ikke må sige, hvilken procentsats vi har til andre, men det har vi alligevel fundet ud af ved at snakke sammen.

Og det er særlig uretfærdigt, mener Ann-Britt Pedersen, der er overbevist om, at det er store navne som McDonald’s, Penny Lane og Lagkagehuset, der har en aftale om en lavere procentsats.

- Jeg har også mange kunder, og jeg synes, vi skal behandles ens, lyder det i protest.

Spisestederne starter deres eget

Det er dermed ikke en god forretning at samarbejde med Wolt, mener Ann-Britt, der, som før nævnt, er indehaver af Casa Pazza. Hele 90 procent af deres bestillinger kommer fra Wolt, og uden dem er der derfor kun 10 procent tilbage. En fremtid hun ikke tør gisne om, da realiteternne allerede er så alvorlige som, de kan blive:

- Jeg kan ikke betale løn til mig selv eller mine ansatte den her måned.

Hun har dermed været nødt til at undvære de 13.000 kroner, hun har fået udbetalt hver måned siden de åbnede butikken.

Men ifølge Mikkel Tofte Jørgensen bliver Wolt ikke deres redningsmand.

- Det er ikke meningen, at man skal lægge hele sin forretning i Wolt. Wolt skal være en ekstra indtjening, mens du alligevel har kogepladerne tændt og laver mad til nogle andre.

Ann-Britt fra Casa Pazza og restauratørerne fra de øvrige spisesteder i Reberbansgade har derfor også en nødplan, såfremt mandagens møde bliver en skuffende affære. For i så fald er samtlige spisesteder i Reberbansgade klar til at afslutte samarbejdet.

- Vi vil hjælpe hinanden med at udvikle en fælles portal med alle restauranter i Reberbansgade. Vi er blevet kontaktet af flere, som kan tilbyde en anden løsning end Wolt, og ellers så snakker vi også om at starte vores eget leveringsservice, siger Ann-Britt Pedersen, der er klar over, at deres kunder ikke kan undvære levering. Det er de blevet for dovne til, udtaler hun.

Det er planen på trods af de dårlige erfaringer, man før har haft med et lignende koncept, hvor man selv stod for leverancen.

- Da vi brugte vores egne chauffører og levering, var det et logistisk mareridt.


Unges trivsel og mentale sundhed er nøgleord under Idrætsdøgnet.

Fra fredag klokken 16 til lørdag klokken 16 har Gigantium været spækket med alverdens idrætsaktiviteter. I 24 timer har man kunne prøve kræfter med alt lige fra skak til rappelling, og hele molevitten for nul kroner.

- Det er et virkelig godt arrangement. Jeg kunne ikke forestille mig, at man kunne lave sådan noget, der hvor jeg kommer fra, siger Kaat De Groeve fra Belgien.

Hun er flyttet til Aalborg for en måned siden for at studere på UCN. Hun er taget til Idrætsdøgnet sammen med to piger fra sin klasse for at prøve kræfter med rapelling, men også nogle af de andre sportsgrene.

- Det er vigtigt for mig, at jeg har nogle hobbyer, jeg kan tage mig til efter en studiedag. Det er afstressende for mig siger hun, og fortæller, at hun windsurfer hver torsdag.

Se indslaget fra Idrætsdøgnet her:

Idrætsdøgnet er et nyt tiltag fra Aalborg Kommune, der skal få endnu flere til at engagere sig i et positivt fritidsfællesskab. Alle er velkomne under idrætsdøgnet, men det er især unge mennesker, der er i arrangørens kikkert i denne omgang.

 - Vi ved jo desværre, at der er rigtig mange unge mennesker, der lider på forskellig vis. Vi vil gerne bidrage til, at der er færre, der har et dårligt mentalt liv i Aalborg, siger Morten Arvidsson, der er koordinator for Idrætsdøgnet.

Morten Arvidsson var selv tilstede i Gigantium det meste af natten, hvor der blandt mange andre ting blev spillet badminton i mørke med selvlysende bolde.

Idræt som medicin

Mange børnefamilier har været forbi i løbet af idrætsdøgnet, men der har også været en del unge mennesker.

- Det er jo dem, vi gerne vil have fat i, og jeg ville ønske, at der havde været endnu flere forbi, siger Morten Arvidsson.

Mange unge kæmper med ensomhed og mistrivsel.

De seneste målinger viser, at 34 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 vurderer deres mentale helbred som dårligt. Men foreningslivet er den bedste medicin mod mistrivsel, lyder det fra arrangøren. Og dermed er målet at få flere til at få øjnene op for Aalborgs mange fritidsmuligheder.

- Det, at man er en del af noget, om det så er den ene eller den anden aktivitet, det er sådan set ligegyldigt. Det vigtige er bare, at vi er en del af noget, for det har vi brug for som mennesker, siger han.

Det er der flere af de unge til idrætsdøgnet, der giver ham ret i.

- Jeg synes, det er vigtigt at vise, at det er let at begynde til en ny sportsgren. Nogle synes nok, det virker som en stor ting at skulle begynde på et nyt hold eller til en nyt sportsgren, men det er en nem måde at møde nye mennesker, siger Melanie Noorlandera fra Holland.

Lars Depuydt fra Belgien læser computerteknologi på Aalborg Universitet. Han har også haft stort held med at stifte nye bekendtskaber gennem sport.

Lars Depuydt havde taget turen til Gigantium for at prøve kræfter med kampsport.

Da han kom til Aalborg for at studere for et år siden, besluttede han sig for at prøve kræfter med Kajak polo.

- Det var en meget ukendt sport for mig, men de var virkelig gode til at tage imod mig. I dag er det mine venner, siger han.

 


Næste uges temperaturer kan give anledning til en tur til stranden. Foto: Viggo Hjort Kohberg / Seerfoto

Sommervarmen gør vildt comeback i næste uge

Det kan ikke udelukkes, at vi kan få flere meteorologiske sommerdage.

September har lagt hårdt fra start med sensommervejret.

I den første tredjedel af måneden har Danmark været præget af stabilt højtryksvejr, som bragte seks meteorologiske sommerdage med sig.

Nu, efter en uge med køligere temperaturer, vender højtryksvejret tilbage for en længere periode — med temperaturer tæt på 25 grader.

Få dryp lurer mandag nat

Højtrykket befinder sig lige nu over det nordlige Frankrig, men det presser allerede på og bidrager til en solrig lørdag.

Søndag får to lavtryksfronter dog lov til at nærme sig fra vest og øst.

Herved venter en mere skyet søndag, som natten til mandag kan sende dryp over Jylland og Bornholm.

Syvdøgnsskema gældende fra søndag 15. september til og med lørdag 21. september. Foto: TV 2 Vejret

Prognoser tæt på 25 grader

Efter mandag vandrer højtrykket mod nordøst og lægger sig til rette over Skandinavien.

Fra tirsdag venter derfor mere solrige dage, som hele landet får glæde af.

Højtrykket sender også en lunere luft over Danmark, så temperaturerne endnu engang kommer ind i en periode med over 20 grader.

Prognose for torsdag. Højtryk sørger for solrigt vejr, mens en lunere luft sendes over landet. Foto: TV 2 Vejret

Nogle prognoser spår endda temperaturer omkring 24 grader, så det kan ikke helt udelukkes, at det kan ende med en meteorologisk sommerdag eller to i næste uge.

En meteorologisk sommerdag er defineret ved, at der måles 25,0 grader mindst ét sted i landet.

Meteorolog Andreas Nyholm vurderer, at chancen for de 25 grader er størst på Sjælland på torsdag.

- Det er stadig usikkert, om temperaturerne vil toppe på 23 eller 25 grader, men det tyder på at blive varmt nok til en tur i vandet, fortæller han.

Sidste uge med flere lyse timer i døgnet

Det kommende stabile sensommervejr giver en særlig anledning til at nyde det, mens det varer.

På søndag i næste uge er det nemlig efterårsjævndøgn, og herefter er der flere mørke end lyse timer i døgnet.

Næste weekend er vejrmodellerne forholdsvis enige om, at tørvejret og de lune temperaturer holder ved.

Det er dog syv til otte dage fremme i prognoserne, så det er lidt tidligt at sige endnu, om næste weekend holder sig helt fri for byger.


Flere udsatte børn og unge i nordjyske kommuner: Organisation ønsker flere mentorer

Andelen af udsatte børn og unge stiger mange steder i det nordjyske.

I Nordjylland er andelen af udsatte børn og unge større end på landsplan, men nu håber Lær for Livet, at en ny undersøgelse kan hjælpe Nordjylland på vej.

En analyse fra Kraka Economics viser nemlig lovende resultater med Lær for Livets program, der har til formål at hjælpe børn og unge med svære livsvilkår til at få det bedre og klare folkeskolens afgangsprøve.

Og med den lovende analyse i ryggen håber Lær for Livet, at flere fagfolk og politikere i kommunerne vil blive opmærksomme på læringsmetodens resultater og potentiale, for der mangler nemlig mentorer flere steder i Nordjylland.

Frivillige mentorer er en vigtig del af Lær for Livets metode.

- Mentorordningen er vigtig, fordi det giver mulighed for, at børn og unge, som lever i vanskelige vilkår, får mulighed for at få en betydningsfuld voksen, en ekstra betydningsfuld voksen, der kan have fokus på læring. Noget af det, de udsatte børn og unge godt kan bøvle lidt med at have plads til at huske på i deres liv, lyder det fra Karen Haumann, der er direktør i Lær for Livet.

Ifølge Danmarks Statistik oplever flere nordjyske kommuner en stigende andel børn og unge med svære livsvilkår.

I 2023 Aalborg Kommune er 4,3 procent af børn og unge mellem 0-22 år udsatte modsat 3,3 procent i 2019. Thisted Kommune oplever en lignende stigning fra 3,4 procent til 4,7 procent, ligesom Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord og Rebild Kommune har oplevet en stigning i andelen af udsatte børn og unge.

- Det ligger ganske højt i Nordjylland, og det kan vi jo se, at det gør i nogle dele af landet. Men ved den rigtige indsats og det rigtige tilbud, kan du rykke de her børn, for der er et meget, meget stort potentiale. Det er lige så stort hos børn, der lever i vanskelige vilkår som hos deres ikke udsatte kammerater, lyder det fra Karen Haumann.

Hun oplyser yderligere, at det er tydeligt for dem, at de børn og unge, der er en del af deres program, kommer i markant bedre trivsel, og at analysen også belyser, at langt flere af dem faktisk lykkes med at bestå folkeskolens afgangsprøve.

Det er ellers et problem, de udsatte børn og unge ofte har, hvor det er under halvdelen, der består folkeskolens afgangsprøve ifølge direktøren for Lær for Livet.

- Det forpligter os som organisation og samfund at blive ved med at række ud og få flere børn med i programmet, fordi vi kan se, at det kan lykkes med at hjælpe børn til at bestå. Så mindsker vi den sociale slagside, der helt klart er i vores skole og uddannelsessystem, slutter Karen Haumann.


Foto:

Preben overlevede mordbrand, der kostede 159 menneskeliv: - Ingen vil tage ansvar

Der er aldrig blevet placeret et ansvar, efter flere påsatte brande forårsagede katastrofe på Scandinavian Star i 1990.

Der er gået 34 år, men Preben Bislev fra Fjerritslev husker stadig mordbranden på passagerfærgen Scandinavian Star fra 1990, som skete det i går.

Og fredag blev der rippet op i hukommelsen igen, da en redegørelse, der har været tre år undervejs, fra en såkaldt taskforce så dagens lys.

- Den sidder hele tiden i mig. Du glemmer aldrig sådan noget, fortæller Preben Bislev, der var med på færgen, da 159 mennesker mistede livet.

- Nu kommer man jo igen til at tænke på det i flere dage.

Taskforcen retter en alvorlig kritik mod Søfartsstyrelsen i redegørelsen. En grundigere kontrol af skibet kunne med sandsynlighed have reddet menneskeliv, konkluderes det.

- De fejl og mangler vedrørende skibets certifikater og fysiske tilstand, der mest sandsynligt ville være blevet opdaget ved en udvidet havnestatskontrol efter konstatering af 'clear ground', havde kunnet udbedres forholdsvis hurtigt. I bedste fald i løbet af nogle timer, i værste fald i løbet af et par dage, skriver taskforcen blandt andet.

Der står også i redegørelsen, at en udvidet kontrol ikke ville have forhindret ildspåsættelserne.

- Men det ville med stor sandsynlighed have reduceret katastrofens omfang og givet passagererne bedre overlevelseschancer.

TV2 Nord har tidligere lavet dokumentaren 'Mysteriet om Scandinavian Star'. Den kan du se herunder:

Ingen tager ansvar

159 af 359 passagerer mistede livet, og Preben Bislev var en af dem, der slap med livet i behold på færgen, som 7. april 1990 drog fra Oslo mod Frederikshavn.

Og han regner med, at der sker noget efter redegørelsen har set dagens lys.

- Vi kører en sag mod staten, og den får da i hvert fald et pift op efter den redegørelse her, siger han og fortsætter.

- 450.000 skal vi hver have i sagen mod staten, men det kan jo tage mange år, og så er vi nok døde alle sammen. Der er jo gået 34 år.

Sagen, Preben omtaler, er en sag, advokat Mads Pramming kører for 45 overlevende og pårørende. De har fået bevilget fri proces i sagen, hvorfor staten altså skal betale omkostningerne i retssagen.

Han savner dog, at der er nogen, der tager ansvar for mordbranden på Scandinavian Star.

- Der er ingen, der vil tage ansvaret. Alle vil være frie. Søfartsstyrelsen, brandmyndighederne, ditten og datten. Det er dem, der har skylden i min verden, men alle vil vaske sine fingre.

- Sådan en båd skulle aldrig have været ude at sejle, slutter Preben Bislev.

I 2022 fortalte Preben Bislev sin historie i programmet 'Indblik', som du kan se herunder:


AaB-stjerne afbryder interview og hylder ung matchvinder

18-årig AaB'er sørgede for en yderst vigtig og dramatisk sejr fredag aften.

Det var en sidste øjebliksscoring, der skulle til, da AaB fredag aften besejrede Lyngby med 2-1 på Aalborg Portland Park i 3F Superligaen.

Og så kom det fra uventet kant. En 18-årig midtbanespiller.

- At score foran alle de fans er en drengedrøm. Jeg har ikke ord for det lige nu, sagde matchvinderen Mads Bomholt om sin 2-1-scoring dybt inde i dommerens tillægstid.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han var naturligvis utroligt glad, og det samme var den svenske AaB-profil Melker Widell.

- Det er en god følelse. Det er en hård kamp, og der er mange ting i anden halvleg, som vi gerne vil gøre anderledes, men som du kan se på mit ansigt, er jeg meget glad, lyder det fra Melker Widell.

Under interviewet kunne svenskeren ikke undlade at hylde den 18-årige Mads Bomholt.

Melker Widell valgte således at pege på Mads Bomholt og råbe: - Det er ham, det er ham, det handler om!

- At afgøre en kamp i 93. minut. Det er derfor, vi spiller fodbold. Det er bare ekstase lige nu, siger han yderligere i interviewet, der foregik kort efter slutfløjt.

AaB's cheftræner valgte også at sætte fokus på Mads Bomholt, som du kan se i videoen herunder:

Og selvom svenskeren var ydmyg og gav meget af kreditten til Mads Bomholt, så havde han også selv en stor andel i sejren.

Han lavede oplægget til Mathias Jørgensens føringsmål, og derudover spillede han så god en kamp, at han blev kåret til kampens spiller af TV 2-eksperten Morten Bruun, der gav karakterer til spillerne efter opgøret.