Aalborg Portland får egen terminal i Frankrig
Foto: Aalborg Portland
Opførelse af siloanlægget i Rochefort.
Aalborg Portland, der er verdens største producent af hvid cement, udvider med et nyt siloanlæg i havnebyen Rochefort i Frankrig.
Med et helt nyt siloanlæg til 25 millioner kroner vil Aalborg Portland sikre sig en betydelig markedsposition på det franske marked. Indtil nu er det franske marked blevet serviceret fra Aalborg Portlands havneterminal Moerdijk i Holland, og det har givet begrænsninger - men med det nye anlæg kan virksomheden dække stort set hele Frankrig.
- Med etableringen i Rochefort sender vi desuden et meget stærkt signal til det franske marked om vores strategiske tilstedeværelse, siger eksportsalgsdirektør Henrik Hougaard fra Aalborg Portland.
Historisk set har hvid cement gennem mange årtier været et vigtigt element i byggeriet i Frankrig.
Den nye terminal bliver forsynet med hvid cement med skibe fra fabrikken i Aalborg, som producerer 800.000 ton hvid cement om året. Verden over har Aalborg Portland en kapacitet på cirka tre millioner tons hvid cement.
- Den nye terminal i Rochefort kan udvide markedsområdet for hvid cement fra produktionen i Aalborg. Det giver et øget aktivitetsniveau på dansk grund, og det understreger, at vores produktion i Aalborg er konkurrencedygtig, siger direktør Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland.
Anlægget står klar i løbet af foråret 2017, og Aalborg Portland har ansat en lokal direktør, Jean-Fabien Criquioche, som administrerende direktør i datterselskabet Aalborg Portland France.