Aalborg Pirates forlænger tvillingebrødre
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Aalborg Pirates Emil Marcussen mod Frederikshavn White Hawks Kasper Kristensen i Metalligaens slutspil mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i Gigantium Isarena Aalborg. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018)
De to Marcussen-tvillinger er hårdtarbejdende spillere.
Aalborg Pirates forlænger kontrakten med de 21-årige tvillinger, Emil og Frederik Marcussen, der er gældende for den kommende sæson. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Frederik Marcussen er ung målmand, der har spillet hele karrieren i Aalborg, hvor det sidste sæson blev til debut på eliteholdet, da han fik cirka en halv kamp mod svenske Borås HC i en træningskamp før sæsonstart.
- Frederik møder op til træning hver dag og arbejder hårdt til hver træning. Han er en ung målmand, der har redskaberne til at blive en god målmand. I den kommende sæson vil han igen være backup for George Sørensen, som han kommer til at lære en del af, siger sportschef Ronny Larsen.
Emil Marcussen er en ung forward, der skal til at spille sin femte sæson på eliteholdet. Han har gennem nogle sæsoner rykket mellem eliteholdet og 1. division, men nu er han klar til mere fast at være omkring eliteholdet. Han har spillet lidt over 100 kampe på eliteholdet, hvor det er blevet til fire mål og fem assists.
- Emil er klar til at tage det næste store skridt i sin udvikling. Emil er vokset meget ishockeymæssigt over de seneste sæsoner, hvor han har fået en del spilletid. Emil arbejder hårdt både på og uden for isen, og vi ved, at vi får en god arbejdsindsats fra ham, når han kommer på isen, fortæller sportschef Ronny Larsen.
Emil Marcussen vil igen komme til at spille med nummer 48, mens Frederik Marcussen igen trækker nummer 70 over hovedet i den kommende sæson.